Arnoldsen med absurd stime: Det vi er i gang med at lave i disse år, det er rigtig stort
Thomas Arnoldsen debuterede på det danske herrelandshold i en testkamp mod Tyskland i marts 2023 og har siden da repræsenteret Danmark yderligere 23 gange. I aftenens kvartfinalekamp fejrer Aalborg-spilleren 25-kampsjubilæum på landsholdet, og der er fortsat noget som han endnu ikke har prøvet.
Med 23 sejre og 1 uafgjort har Thomas Arnoldsen endnu ikke tabt en landskamp.
“Det er jo en meget god statistik. Det er en rigtig god start, men det viser jo også bare, at jeg spiller på et af verdens bedste landshold med nogle af verdens bedste spillere. Det vi er i gang med at lave i disse år, det er rigtig stort”, siger Thomas Arnoldsen til BT.
Den vilde stime fortsætter forhåbentligt onsdag aften, når Arnoldsen og co. spiller VM-kvartfinale mod Brasilien.