Mathias Gidsel: Der bliver noget energi, som man skal finde selv
VM-slutrunden er gået ind i den afgørende fase, og onsdag aften skal det danske herrelandshold forsøge at spille sig i VM-semifinalen. Det bliver dog ikke foran et euforisk hjemmepublikum i Jyske Bank Boxen i Herning, idet landsholdet er rykket til Norge og kan se frem til en noget anden kulisse i Oslo.
Mathias Gidsel ser det da også som en udfordring for herrelandsholdet.
“Der bliver noget energi, som man skal finde selv. Og sammen med holdet. I Boxen kunne man møde træt og søvnig op, og så skulle tribunen nok give dig den energi, du skulle bruge. Jeg er ikke sikker på, at det bliver sådan her i Oslo”, siger verdensstjernen til BT.
Unity Arena i Oslo har plads til 15.000 tilskuere, men mandag var der fortsat kun solgt 5.000 til Danmarks kvartfinale mod Brasilien.