LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

Aron Pálmarsson sætter ord på sit øjeblikkelige skifte til Veszprém

Efter et års tid i FH Hafnarfjördur vender Aron Pálmarsson tilbage til den største håndboldscene, efter et øjeblikkeligt skifte til Veszprém i sidste uge.

Aron Pálmarsson forlod Aalborg Håndbold i 2023, for at vende hjem til Island og FH Hafnarfjördur. Som så mange andre håndboldspillere, der påtænker at afslutte håndboldkarrieren inden for en rum tid, vendte den store islandske stjerne hjem. Men efter et års tid i FH Hafnarfjördur vender Pálmarsson alligevel tilbage til den største håndboldscene, efter et øjeblikkeligt skifte til Veszprém i sidste uge.

Kontrakten løber frem til sommeren 2026 og nu sætter den islandske stjerne selv lidt flere ord på beslutningen:

"Jeg er meget begejstret. Jeg må sige, at jeg i de sidste 15 måneder har modtaget og afslået tilbud fra store europæiske klubber. Men omstændighederne har ændret sig meget - jeg ville have fortrudt, hvis jeg ikke havde accepteret kontrakten med Veszprém. Min tidligere klub har støttet mig meget og accepteret mit mulige skifte til Veszprém. Vores aftale indeholdt en klausul: Hvis jeg modtog et tilbud fra en stor klub, måtte jeg forlade klubben og sådan gik det," siger Aron Pálmarsson til handball-world.news.

Han fortæller desuden, at én af de ting der gjorde udslaget, er Xavi Pascual, cheftræner for Veszprém, der ifølge Pálmarsson er blandt de bedste trænere i verden. 

Aron Pálmarsson spillede i Veszprém tilbage i 2015-2017, men det lykkedes ham ikke at vinde Champions League med klubben og netop dét er noget han rigtig gerne vil opnå:

"Vi har en fremragende træner og gode spillere, men nogle gange er det ikke nok. At vinde Champions League er en virkelig vanskelig opgave. Det er altid let at sige, at vi vil vinde titlen, men uden hårdt arbejde, professionel indstilling og en klar mentalitet kan man ikke nå målene. Og held er også nødvendigt for succes," afslutter Pálmarsson til handball-world.news.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder