Axnér før fransk CL-møde: - Det er et af Europas bedste hold
Som tiden nærmer sig foråret, begynder sæsonen for Team Esbjerg også at spidse til. Formen skal nærme sig toppen, så alt spiller, når pokalerne skal løftes og medaljerne skal fordeles. Hvis esbjergenserne skal have en bid af den kage, vil en sejr over Brest Bretagne Handball i EHF Champions League Women søndag eftermiddag lune gevaldigt.
Franskmændene er nemlig ikke blot et klassehold, de er en direkte konkurrent i toppen af gruppespillet, hvor det kun er to hold, som kan kvalificere sig direkte til kvartfinalerne senere på sæsonen, og dermed også få to fri weekender.
Og Brest er pisket til sejr. Efter deres nederlag til Ludwigsburg i seneste runde står de med 14 point efter 12 kampe. Og da Team Esbjerg har 17 point efter 11 kampe, vil en dansk sejr betyde, at Brest har udspillet sin rolle i kampen om top to-kampen.
Men det er et af de absolutte tophold, som gæster Blue Water Dokken denne weekend. De store navne står i kø, og det er næsten svært at vide, hvor man skal begynde. Skal det være ved Anna Yvakhireva, Pauletta Foppa, eller måske hos den kommende Team Esbjerg-spiller Katharina Filter?
– Det er et af Europas bedste hold, og vi skal levere en meget stærk præstation for at kunne vinde. Det så vi også, da vi seneste mødte dem. Der er nemlig mange udfordringer, som vi kommer til at stå over for, siger cheftræner Tomas Axnér i en pressemeddelse med henvisning til 33-32-nederlaget i Frankrig i efteråret.
Nederlaget gjorde ondt, da Team Esbjerg havde ført det meste af kampen, men måtte til sidst se sig slået af et straffekast. Revanchelysten er også stor i truppen, også selvom der ligger to afgørende kampen og venter i næste uge.
– Vi ved, at vi har Odense i vigtige kampe i Kvindeligaen og Champions League, men mod Brest på hjemmebane har vi brug for at være total fokuserede på at vinde, da vi også kan lægge dem bag os, siger cheftræneren, der understreger at holdet er klar til disse to uger, hvor der også venter et udebaneopgør mod Nykøbing og et brag mod Györ.
– Vi føler os helt klar. Selvfølgelig er man aldrig helt færdige med nogle ting, og der vil altid være nogle småting, men vi befinder os et godt sted, og vi har gjort alt, for at være klar til disse to uger i de seneste kampe, siger han.
Marit Røsberg Jacobsen forventes at være ude. Merel Freriks og Mia Emmenegger er ikke spilleberettiget for Team Esbjerg i EHF Champions League Women endnu, da de har spillet kampe for Vipers Kristiansand i indeværende sæson.
Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women, gruppespillet 12. runde mod Brest Bretagne Handball søndag den 9. februar kl. 16.00 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Sarah Dekker
Streg: Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Michala Møller, Henny Reistad og Mette Tranborg.