Burgaard og De Danske Håndboldkvinder Klar til Tidlig OL-Kamp
I morgen går det løs for de danske håndboldkvinder, når de kl. 9 møder Slovenien. Derfor har de den sidste uge øvet sig på at stå tidligt op og gøre sig klar til kamp, da dette er meget uvant for flere af spillerne.
“Sidste weekend spillede vi træningskamp mod hinanden klokken ni om morgenen,” siger Louise Burgaard til TV3 Sport.
Hun er sikker på, at det nok skal gå, når de møder Slovenien i den første kamp ved OL. Det er stadig en almindelig håndboldkamp, de skal spille, men rutinerne er ikke helt de samme, som når de spiller kl. 20.
Men udover at skulle stå tidligt op, skal mange af de ting, som de plejer at lave på kampdagen, klares dagen før under OL. For eksempel at holde taktikmøde og se video. Det kan de ikke nå, når de spiller kamp kl. 9.
“Jeg har prøvet at vende min døgnrytme den sidste uge. Hvis jeg ikke får sovet lige så meget, skal det nok gå. Vi sørger for at komme ordentlig tid i seng, og så skal vi nok springe ud af sengen, når vækkeuret ringer klokken fem,” siger Burgaard til TV3 Sport.
I morgen, når Danmark løber på banen, er det til den første håndboldkamp ved OL, og efter kampen har de så hele to hviledage, da de først spiller igen på søndag kl. 16.