Danmark indkalder ny spiller til EM-truppen
Da Jesper Jensen i første omgang udtog sin EM-trup, var det uden Mette Tranborg, men hun bliver alligevel en del af truppen nu.
Jesper Jensen har nemlig valgt at indkalde hende, så han får flere muligheder i den danske defensiv.
- Mette Tranborg har en enorm rutine qua sine mange slutrunder, og vi tror på, at hun kan komme ind og blive et stærkt add-on til især vores defensiv. Hun kan dække flere positioner i forsvaret, og på den måde føler vi, at vi får flere muligheder at arbejde med. Vi er glade for, at Mette har sagt ja til at træde til med så kort varsel.
- Stine Eiberg har gjort det rigtig godt, og vi er sikre på, at hun også i fremtiden bliver en vigtig brik for landsholdet, siger Jesper Jensen til Dansk Håndboldforbunds hjemmeside.
Når Tranborg kommer ind i truppen, betyder det også, at Stine Eiberg rykker over i en reserverolle sammen med Elma Halilcevic, og de to kommer derfor kun i kamp, hvis der er skader, eller nogen har brug for en pause.