- Derfor er Nikolaj Jacobsen så vanvittig dygtig, mener ekspert
Landstræner Nikolaj Jacobsen magter en ganske særlig træneropgave, som ikke ret mange andre på verdensplan evner, og det skinner tydeligt igennem, understreger ekspert Lars Rasmussen.
Nikolaj Jacobsen kan rigtig, rigtig meget: Han har ført de danske håndboldherrer til to VM-titler i træk og et OL-sølvtøj i sommer, ej at forglemme høsten, titlerne og hæderen i Rhein-Neckar Löwen, Aalborg Håndbold og meget mere.
Og så er han rigtig hyggeonkel med skidegodt humør, overdommer i herrelandsholdets quizzer, med- og modspiller i de storstilede bordtennisturneringer og en endnu strengere detaljens dommer i bordcurling: Altid med et smil på læben der går fra øre til øre.
Udover det sportslige så rummer Mester Jacobsen også nogle ganske unikke menneskelige kvaliteter, som mange andre toptrænere ikke når til sokkeholderne.
- Nikolaj giver de sidste 10 procent mere end de andre. Han har et særligt familieforhold med sine spillere, og han værner meget om netop det. Derudover så kan han sagtens skelne mellem at spise flæskesteg og holde juleaften med eksempelvis Mads Mensah for dagen efter at høvle ham over i træningen næste dag, siger Lars Rasmussen til Europamester.dk og uddyber:
- Han magter at adskille business og privatlivet. Der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer, og hvor hans grænse går. Han er knivskarp, har en sindssyg humor og et kæmpetemperament. Han vil vinde for hver en pris, og han hader at tabe.
- Det er tydeligt, hvordan hans menneskelige ledelsesstil har været et tema før det resultatorienteret. Det skal fungere udenfor banen, før det fungerer inde på banen, og det har mange af spillerne også ytret sig meget positivt omkring.
Derfor er respekten for ham såvel internt på holdet som udenfor stor. Håndboldtræneren med fynske rødder har begge ben plantet retti’ retti’ solidt i jorden, om han sidder til VM i Egypten, til et stort anlagt pressemøde med alverdens journalister eller forbereder sit hold på den næste opgave.
- Det bedste ved ham, er, at der er ingen tvivl om, hvor du har ham. Han siger tingene, som de er på en ordentlig måde. Han er ikke typen, der overdriver eller lader sig rive med af en stemning. Han er så velovervejet. Det man ser, er det, man får. Alle kan selvfølgelig havde dårlige morgener og dage, men Nikolaj har ikke de store humørsvingninger. Han gider ikke at køre tingene op til det helt vilde.
- Men misforstå ikke: Træder man ved siden af, som flere i journalistverden har gjort ved at stille de forkerte spørgsmål til ham, så ryger temperamentet i vejret.
- Nogle trænere er dygtige på det menneskelige og taktiske plan, men har tendens til at blive konfliktsky, når tingene går dårligt. Dér vil spillere nogle gange angribe, men det vil aldrig ske på et hold ledet af Nikolaj Jacobsen.
Derfor ser man heller ikke nogen konflikter med Nikolaj Jacobsen som overskrift. Aldrig.
- Han undgår totalt konflikter, og de få gange der skulle have været anledning til lidt ballade, så er der prompte blevet reageret. Den kæmpestore respekt for Nikolaj som træner og menneske betyder, at de store stjerner lige tænker sig en ekstra gang om, inden de kommer til at træde forkert.
- Alle spillere stoler så meget på Nikolaj, og læner sig så meget op ad ham. Det er en unik gave, han har og har givet videre til landsholdet. Han slipper for de her små interne problemer, der kan vælte det hele, når kampene snerper til, og se bare hvad det er blevet til, slutter Lars Rasmussen.