Status på Bambuni Kvindeligaen: De nedre hold fra 11.-14.pladsen
På pladsen til direkte nedrykning findes Skanderborg Håndbold – og de har i de senere år flirtet gevaldigt med denne plads, men gang på gang har de snydt “liga-døden” og klaret sig trods ekstremt få midler. Det har været flot. Klubben er bygget op omkring det store arbejde på ungdomsakademiet SHEA og spillere, der flytter til Aarhus i forbindelse med studie, som har spillet på et godt ungdomsniveau eller har erfaring fra eksempelvis 1. division. Op til denne sæson mistede de stammen: landsholdsaktuelle Clara Bang, målmaskinen Verona Rexhepi, stregtrioen Boline Laursen, Filippa Nedovic og Christina Hansen samt målvogterduoen Stine Almind og Sara Ernebjerg. Alle på nær Christina Hansen er skiftet “opad” til andre ligaklubber, og det er altså mange kampe og mange mål, der pludselig er væk. De 3 point, de har samlet, er kommet via en sejr over Sønderjyske og et uafgjort resultat mod Bjerringbro FH. Overraskende for nogen – men måske ikke for Skanderborg – er det, at de har lukket færrest mål ind blandt de 7 nederste hold. Ret imponerende, når man ligger sidst. I den anden ende har Astrid Lynnerup virkelig vist målnæse, og de to helt unge bagspillere Nicoline Lauritsen og Astrid Leslie har lavet mange mål, selv om de havde meget beskedne roller sidste år. Men om det er nok til at redde Skanderborg, kan man tvivle på – selvom de har været fantastisk værdifulde for ligaen. Ser man på trupperne i de øvrige klubber, vil man finde en række spillere, der har fået en god håndbolduddannelse netop dér. Ærgerligt vil det også være, hvis de rykker ned, da Aarhus-området så ikke længere vil være repræsenteret i kvindernes bedste række.
På næstsidstepladsen ligger Sønderjyske, som må siges at være årets ærgerlige overraskelse. Hvor de sidste år kom til Final 4 i pokalturneringen og sikkert i slutspillet, har melodien slet ikke været til at finde for Peter Nielsens tropper. Målvogterparret fra sidste sæson, Nora Persson og Stine Broløs, udgjorde en skrap sidste skanse, der sikrede dem mange af de point mod de modstandere, man skal slå. Men i år er de væk, og erstatningerne har ikke ramt samme niveau. Forsvarsmæssigt lider holdet også under tabet af Louise Ellebæk, der endnu ikke er kampklar, ligesom Filippa Nyman stadig genoptræner efter sin grimme skade. Deres helt store 7-mod-6-dronning Melissa Petren er heller ikke længere i klubben, og Ida Marie Dahl er først netop kommet tilbage fra skade. Trods det må der være håndbold i Olivia Simonsen, Sarah Paulsen og Lino Uno, og en tiltrængt VM-pause, hvor man kan træne og genopfriske relationerne, burde give optimisme for de blåblusede. Læg dertil at de har to spillere, der har trænet i et prominent træningsmiljø i Vipers Kristiansand, og derfor har mindst én, måske to Champions League guldmedaljer hængende derhjemme.Det vil være en gevaldig skuffelse, hvis Sønderjyske fortsat ligger i den absolutte bund, jo længere vi kommer ind i sæsonen.
pladsen er indtaget af Bjerringbro FH – og de startede som lyn og torden ved at chokere håndbolddanmark med en sejr over Horsens. Siden har de også slået Ringkøbing og fået uafgjort mod Skanderborg. Den største profil findes nok på trænerbænken i Martin Albertsen med det flotte CV – fra assistenttræner i Viborg HK, da de vandt the treble i 2004, til cheftræner i Randers HK, Viborg HK, København Håndbold, Bietigheim og en landstrænerpost i Schweiz samt et kort ophold i FTC. På banen er det især den hjemvendte Laura Jensen, der har imponeret med mange mål og stort drive – hendes målnæse fra årene i Sverige er tydeligt intakt. Hvor det før i tiden var Line Gyldenløv og “alle de andre”, er målene nu lidt bredere fordelt. Fløjduoen bestående af unge Mathilde Østergaard og Melina Kristensen har gjort det fornemt, og de to bagspillere Annika Solberg og Marianne Haugsted viser en opadgående formkurve. I målet har Ida Marie Kaysen – trods beskedne procenter – faktisk stået rigtig fint. Det er svært at stå på mål for et hold i den nedre del af tabellen, men hun har trods alt formået at være keeperen med fjerdeflest redninger i denne sæson. Det er meget flot af den unge målvogter, som også i slutspillet for Viborg leverede gode præstationer mod både Ikast og Team Esbjerg.
Noget overraskende på 11. plads finder vi Silkeborg-Voel, der allerede i første spillerunde rystede os ved at tage point fra ellers så sejrsvante Team Esbjerg. De grønblusede har spillet med fuld fart fremad, anført af nyerhvervelsen Mai Kragballe, som sluttede sidste halvsæson forrygende af, og “Miss Silkeborg”, hvis man vil, Natasja Andreasen, der er tilbage efter skade. Sammen har de to med deres hurtighed lavet masser af mål og bragt masser af fart i spillet – hvilket gav 5 ud af 6 mulige point inden for de første 3 spillerunder. Siden er det blevet mere hverdag hos midtjyderne, der nok gerne havde set point mod HØJ Håndbold og Horsens. Udover de to rapfodede bagspillere har også stregspiller Boline Laursen markeret sig flot – nok til at komme i Helle Thomsens bruttotrup. I tillæg har Thilde Frandsen spillet en rigtig god sæson: 30 mål på 38 forsøg og 7 steals. Stærkt gået af den unge fløj, som i sin sidste tid i Viborg ikke fik meget tillid og reelt har gjort det bedre end sine afløsere i traditionsklubben.