Det var hårde år for Mikkel Hansens familie
I et interview med modemagasinet Eurowoman fortæller designer og tidligere model Stephanie Gundelach, at familien har været igennem nogle særligt hårde år. Tiden har været præget af både psykisk sygdom, fysisk udmattelse og en oplevelse, som rystede hele deres fundament.
"Vi havde brug for at starte på en frisk. Det har været nogle rigtig hårde år for os alle, og vi har været i overlevelsesmode som familie," siger hun.
Mikkel Hansen sagde i 2024 farvel til håndbolden, efter kroppen og sindet sagde fra. En presset hverdag med pendling mellem hjemmet i København og klubben i Aalborg førte til en sygemelding med stress og depression.
Parret blev også ramt af en fødselsdepression, da deres anden søn, Vince, kom til verden, og oplevede i samme periode et hjemmerøveri, som satte sig spor – også på det mentale plan.
I dag bor familien nord for København sammen med sønnerne Vince og Eddie Max og forsøger at samle brikkerne igen – i et tempo og en ramme, de selv kan styre.