LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Efter fyring: Ny cheftræner i europæisk danskerklub åbner op

Efter fyringen af Adi Vasile har Iulia Curea overtaget ansvaret som midlertidig cheftræner i CSM Bucuresti – og hun er klar til udfordringen.

Den tidligere landsholdsspiller beskriver situationen som en af de sværeste perioder i klubbens historie, men hun nægter at lade sig skræmme.

“Stemningen er lidt tung, spillerne ved, at vi står foran tre meget vigtige kampe. Det er et chok, for ingen havde forventet en ændring så pludselig, men nu må vi stå sammen og vinde. Der er ingen anden mulighed,” siger Curea til Antena Sport.

Curea, som har været en del af CSM i mange år, fortæller, at hun trives under pres og ser sin nye rolle som en naturlig forlængelse af karrieren. “Jeg er vant til pres – det har fulgt mig hele livet. Jeg er ikke bange. Jeg har taget rollen med glæde, og min familie støtter mig. Jeg vil bare gøre mit arbejde og hjælpe holdet,” siger hun.

Den nye cheftræner får debut på sidelinjen mod norske Sola, bundholdet i Champions League-gruppe B. For Curea handler kampen om mere end point – det er et spørgsmål om karakter. “Vi kom selv i den her vanskelige situation, og det er også os, der skal få os ud af den. Jeg tror fuldt ud på spillerne,” understreger hun.

Selv om Curea foreløbigt kun leder holdet frem til VM-pausen, håber hun, at opgaven kan føre til et permanent job. “At blive cheftræner er min drøm. Jeg vil bevise, at jeg kan skabe resultater på højeste niveau. Resten afhænger af klubben – men en træner bliver kun, hvis resultaterne er gode, og det er helt fair,” siger hun.

Iulia Curea kommer nu til at stå i spidsen for Bucuresti, der har danskerne Emma Friis, Trine Østergaard og Anne Mette Hansen på holdkortet.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder