Ikast-stjerne åbner op om vild oplevelse: - Et sindssygt traume

Men virkeligheden blev en helt anden.

Kort før OL gik i gang, blev hun ramt af en alvorlig skade, der tvang hende hjem – og ud af drømmen, som hun havde kæmpet for hele sit liv. Nu åbner hun op om de forfærdelige måneder, der sendte Ikast-profilen helt i kulkælderen:

– Det var forfærdeligt. Altså, det har været meget af et sindssygt traume at opleve det under OL – at komme ned og få lov til at mærke det, være en del af de 14 udvalgte, og så dagen inden ryger det hele, siger Simone Petersen til Europamester.dk.

Hun beskriver, hvordan det var at stå midt i alt det, hun havde drømt om – og så miste det hele, lige før det skulle til at begynde.

– Jeg kom hjem, blev opereret, og så fortsatte OL jo i fjernsynet. Du kan ikke bare lukke ned for det, når du er så sportsinteresseret og dedikeret. Jeg fulgte med, fordi jeg stadig følte mig som en del af holdet. Men det var meget traumatisk at være i den situation.

Mens resten af Danmark jublede over bronzemedaljen, kæmpede hun i stilhed med både fysisk smerte og følelsen af tab.

– Det var begrænset, hvad jeg kunne holde ud af se. Jeg havde kontakt med nogle af spillerne, dem jeg havde tættest på mig. Jeg støttede dem og ønskede det bedste for holdet, og det var helt fantastisk, at de kom hjem med bronze. Men det gør satme ondt at tænke på, at jeg ikke selv var en del af det.

Selv hjemme i sofaen kunne hun mærke den kampgejst og det sammenhold, hun så gerne ville være en del af. Men samtidig blev hver kamp en påmindelse om, hvad hun havde mistet.

Et hårdt år fyldt med modgang

Da hun endelig begyndte at finde formen igen, ramte endnu et uheld. Og derefter endnu et. De gentagne skader sled på både kroppen og hovedet – og troen på, at hun nogensinde skulle finde tilbage til sit gamle niveau.

– Jeg tænkte aldrig, at jeg skulle stoppe håndboldkarrieren. Men det har da været oppe at vende – om jeg kunne finde mig selv i håndbolden igen. Det er jo det, der har betydet alt for mig de sidste 20 år, siger hun og tilføjer:

– Tankerne om at lave noget andet har da strejfet mig, men jeg elsker håndbold overalt. Og derfor har jeg også lyst til at kæmpe for, at det bliver det største i min hverdag igen – og få en endnu større rolle på landsholdet.

At kæmpe sig tilbage har ikke været let. For den slags oplevelser sætter spor – ikke bare fysisk, men også mentalt.

Hun beskriver, hvordan den seneste sommer blev et vendepunkt. For første gang i lang tid fik hun mulighed for at trække vejret, lade kroppen hele og genfinde glæden ved spillet.

– Lige nu er jeg et meget bedre sted. Det har været godt for mig med den sommerferie, hvor jeg kunne bygge kroppen op igen, være skadefri og glad – og spille hjemme i klubben. Men det sidste års tid har været fuldstændig forfærdeligt.

Efter måneders kamp mod smerter, operationer og skuffelser står hun nu på banen igen i Ikast-trøjen. Med fornyet energi, men også med en dybere forståelse af, hvor skrøbelig en elitekarriere kan være.

Hun har ikke bare kæmpet sig tilbage fysisk – men også mentalt. For OL-oplevelsen, og alt hvad der fulgte, har ændret hende som menneske.

– Jeg er et andet sted nu. Jeg sætter mere pris på de små ting – på bare at kunne spille uden smerter, på at være sammen med holdet. Jeg tror, jeg har lært noget om mig selv undervejs. Og jeg har stadig drømmen om at komme tilbage på landsholdet – stærkere end før.

– Jeg elsker håndbold overalt. Det er stadig det, der får mig til at stå op hver morgen. Og jeg har ikke tænkt mig at give op, siger hun med et lille smil.