Eksamenstid: VM og Kvindehåndbold har brug for at følgende lande laver et godt resultat!

Vi skal helt tilbage til 2019 for at finde en vinder af en slutrunde som ikke var Norge eller Frankrig, hvor hollænderne vandt VM guld - siden 2020 har nordmændene eller franskmændene taget guldet, og meget ofte har de kæmpet med hinanden om det i finalen. Faktisk har finaleweekender til slutrunder siden 2020 haft deltagelse af Norge, Frankrig og Danmark alle gange. Sverige har ofte løbet med den sidste plads, og enkelte gange har man set Montenegro, Ungarn, Kroatien og Spanien byde sig til. 

Med de mange forandringer hos eksempelvis Danmark og Frankrig i spillertruppen, er det nu at en række lande kan slå til og vende billedet. 

En række lande knokler i det daglige med at forbedre organisationen og forholdene for spillerne, forbedre ligaen, sende flere spillere til stærkere klubber - men det har endnu ikke manisfesteret sig. Alternativt har enkelte lande virkelig stærke trupper, men simpelthen ikke haft evnerne til at sammensætte det endnu - de har manglet en sidste brik i form af en kvalitetsspiller på en position eller ikke fundet den rette rytme på banen.

De to værtsnationer - Tyskland og Holland - har man kunnet finde i subtoppen en del år nu, begge nationer hungrer efter metal og håber rygstødet fra en stor hjemmebane kan bære dem det sidste skridt. Ser man på Tyskland, er de mødt op med fuld trup uden afbud - Træner Gaugisch har kunnet vælge fra nationens bedste. Og der er rigeligt med pæne navne - største navn er nok Emily Vogel (tidl. Bölk) som til dagligt huserer i ungarske FTC hos Jesper Jensen, men også navne som Alina Grijsels, Katharine Filter, Viola Leucther og Antje Döll er navne som vi hører i international kontekst som Champions League. Tyskerne lider i høj grad af at de mangler en tovejsspiller på stregen af høj kvalitet, ligesom deres bagspillere synes en smule tunge i forhold til det tempofyldte moderne håndbold - Grijseels så stærkere ud for nogle år siden, ligesom Xenia Smits aldrig rigtig har fundet tilbage til den form hun havde, da hun var i Metz første gang. De ligner mere en outsider i år end de har gjort tidligere med hjemmebanefordelen og med tanke på at Frankrig og Danmark ser væsentlig svækket ud på papiret. 

Holland har lidt samme problem, de havde en flot opblomstring hvor de altid var at finde i finaleweekenderne - fra 2015 og frem buldrede de orangeklædte ind på de øverste podier. Oftest fik de bronze eller sølv med hjem, men i 2019 kulminerede og toppede holdet og de hev det eftertragtede guld med hjem til VM efter en drabelig finale mod Spanien. Men holdet synes måske at være en smule splittet spillemæssigt - der er en gruppe, eller måske en duo i form af Lois Abbingh og Estavana Polman som til det stævne i Japan toppede, og er i karrierens efterår. Samtidigt er der en gruppe af yngre kræfter bestående af trioen Dione Housheer, Larissa Nusser og Bo van Wetering. Og forsvaret med Kelly Dulfer ser bestemt godt ud - men fraværet af en dygtig venstreback i angrebet gør, at det i mange år ikke er blevet til en semifinale. Og som det ser ud nu, er der ikke lige en umiddelbart klar til at løfte opgaven. For Abbingh og Polman er det sidste skud, hvis de håber på mere metal - men for holdet er det nok også nu, der skal ske noget. 

Hvis i vil vinde metal Sverige, så har I aldrig fået en bedre chance - to af de vante nationer i Danmark og Frankrig har sendt trupper afsted, der er sammensat efter mange afbud. Og den stamme træner Tomas Axnér har med har spillet sammen i mange år - det er en bundrutineret trup med masser af Champions League spillere, der er repræsenteret hos de blå-gule. Nuvel, er Jenny Carlsson først lige blevet klar og Anna Lagerquist bliver forhåbentlig først klarmeldt senere i turneringen - men det matcher ikke de udfordringer andre topnationer har haft. Deres lid må de endnu engang sætte til Johanna Bundsen, og til dels Filippa Idehn kan levere mange redninger endnu en gang - og at Jamina Roberts finde tilbage til det spil, hvor hun virkelig kan drive gæk med modstanderforsvaret. Til de to træningskampe mod Danmark inden slutrunden har udtrykket set sølle ud - bedst fungerede det da Tyra Axner, Jamina Robert og Nina Koppang var på banen samtidigt, det bliver tit alt for anonymt med Emma Lindkvist som hovedfigur. Men bredden er måske lidt svær at få øje på, men ikke desto mindre, er det på papiret, deres bedste chance i mange år.

Det har næsten være smerteligt, at se Spanien til de seneste to slutrunde - de røg ud af gruppespillet til OL hvor de ikke evnede at få et eneste point og til EM sidste år kom de heller ikke videre. Men den spanske trup rummer masser af kvalitet, med mange rigtig dygtige spillere - den mest interessante er vel Danila sol Delgado, der har et kæmpe drive, duelspil og en vild skudafvikling. Hun er kun 24-år og har de sidste to sæsoner taget den rumænske liga og Champions League med storm - men også Paula Arcos er en smart spiller, der kan lave mange mål. Men her stopper bredden måske - der er dog nye og spændende spillere på vej fra det kuld, der for et par år siden vandt en ungdomsslutrunde. Esther Somaza og Carmen Arroyo fra Bera Bera er begge 21 år, og vildt spændende. Somaza er en meget moderne og alsidig venstreback, hvor Arroyo er en mere udpræget forsvarsspiller med et godt skud i kontrafasen. På stregspillerpositionen kunne de gøre de fleste lande misundelige, Kaba Gassama har i mange år haft “sugekopper” på hænderne og scoret flittigt - hun suppleres af søstrene Lysa og Lyndie Tchaptchet, hvor storsøster allerede nu har spillet 3 Champions Leauge finaler og vundet de to. Begge er dynamiske i forsvaret, og hvor Lysa er en mere klassisk stillestående streg med stor fysik, har Lyndie en masse dynamik og mere bevægelse. I kampe hvor spillet ikke fungerer i offensiven og for at aflaste en smal bagkæde, vil 7 mod 6 være oplagt med så stærk en stregtrio. Spaniernes største problem er manglende redninger - efter at veteranen Silvia Navarro stoppede har de aldrig fundet en keeper, der har kunnet levere på et nogenlunde niveau. Nicole Wiggens har været med en del slutrunder nu, men har det generelt svært - i åbningskampen mod Paraguay stod Lucia Prades faktisk ganske fint, og det er måske hende de skal sætte deres lid til. Det må også være sidste chance for Ambros Martin, der trænermæssigt må siges at have haft nogle hårde år siden han forlod Rostov Don. Spanien skal videre fra sin gruppe og de skal gøre en god figur i kvartfinalen - materialet er simpelthen for godt til endnu en miserabel slutrunde fra dem.