LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

Ekspert reagerer på fransk kollaps: - Det burde ikke være muligt

Frankrig havde bolden og føringen seks sekunder før tid, men smed den ellers sikre sejr ud til Tyskland, der sensationelt er i OL-semifinalen. Ekspert Lars Rasmussen er i chok.

20-14 førte Frankrig i starten af anden halvleg og marcherede troligt med endnu en olympisk semifinale. Men spøgelset med det statiske angrebsspil, nerver, forkerte beslutninger og et lammet fransk landshold spillede ind i den mest afgørende fase.

Kvartfinalen skulle ud i forlænget spilletid, før tyskerne fik afgjort sagerne med cifrene 34-35 og efterlader et slagent fransk hold i chok. 

Ekspert Lars Rasmussen prøver at sætte ord på, hvad der lige er sket: 

- Vi er vidne til et historisk, sensationelt og på mange måder uvirkeligt resultat. Frankrig er ude af OL og misser muligheden for at spille med om medaljer. Alle havde set franskmændene i hvert fald komme med blandt de sidste fire, nu er de næsten så langt fra, som man kan komme. Det er en gigantisk nedtur, og vel én af de største, hvis ikke den største skandale for fransk herrehåndbold nogensinde, siger ekspert Lars Rasmussen til Europamester.dk.

- Én af de triste historier her, er, at 40-årige Nikola Karabatic nu har spillet sin sidste håndboldkamp. Han kom ind til allersidst men symptomatisk for hans OL, så formåede han ikke at finde kræfterne til at grave Frankrig op ad det mentale hul, de havnede i. 

- Men Frankrig ligger også, hvor de har redt. De har spillet som en sæk kartofler igennem hele OL. Der har ikke været nogen rytme, flowet var væk, og selvtilliden har ikke været til stede. Frankrig har ikke været til stede. Det har været det mærkeligste at følge franskmændene under det her OL, hvor det fra første sekund bare slet ikke har spillet for dem, og det er fortjent, at de nu er ude. Tyskland var bedst, da det gjaldt, holdt hovederne kolde og spillede sammen som et hold, slutter Lars Rasmussen.

Tyskland møder Spanien i fredagens OL-semifinale.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder