Ekspert: Tre bud på den næste danske landstræner
Jesper Jensen har haft stor succes som træner for det danske kvindelandshold, men efter fem år er det slut og Dansk Håndbold skal nu finde hans afløser.
I følge Lotte Grigel, bør Thorir Hergeirsson være nummer et på ønskelisten, men den norske succestræner har ikke planer om at skulle være træner lige foreløbig.
Den tidligere danske landsholdsspiller, der nu agerer ekspert på DR Sporten, giver derfor sit bud på tre andre kandidater, der kunne afløse Jesper Jensen på posten:
- Nicolej Krickau
- Glenn Solberg
- Ulrik Kirkely
“Han er fri på markedet, og han er en vellidt figur, så jeg vil sige, at Nicolej Krickau er det bedste danske bud, der er. Med den slags håndbold, han står for, og specielt det, han implementerede i GOG, synes jeg, at han er en træner, som vil klæde det danske landshold i forhold til det her hurtige spil, som også mange af spillerne vil nyde godt af,” siger Lotte Grigel til DR Sporten.
Nicolej Krickau, der for få måneder siden blev fritstillet i SG Flensburg-Handewitt, er nu ‘mellem jobs’. Han har primært beskæftiget sig med herrehåndbold, men i følge Grigel bør Dansk Håndbold tage fat i ham.
Lotte Grigels næste bud - Glenn Solberg - er også ‘mellem jobs’, hvor han senest har stået i spidsen for det svenske herrelandshold:
“Det kan være rigtig sundt at få en, der kommer udefra med friske øjne, som måske har lidt en anden måde at gøre tingene på end den, som man altid har gjort. Specielt fordi det kommer efter en periode, hvor Jesper Jensen har været med til at skabe stabilitet på holdet. Glenn Solberg er taktisk stærk, og jeg er overbevist om, at han kan videreføre Jespers ideer samtidig med, at han tilfører sin egen strategi,” siger Lotte Grigel om Solberg som mulig kandidat til landstrænerjobbet.
Det sidste bud er Ulrik Kirkely, der lige nu står i spidsen for M20-landsholdet:
“Han har erfaring på det niveau, og jeg mener, at han efterlod Odense i en langt bedre forfatning, end da han overtog dem,” siger Lotte Grigel til DR Sporten.
Ulrik Kirkely har både landstrænererfaring, blandt andet for sin periode som henholdsvis Bahrains og Saudi-Arabiens landstræner, mens han også har været cheftræner i Odense Håndbold og senere Györ, der dog fyrede den danske træner for et lille års tid siden.