LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

HH Elite er blevet undervurderet

HH Elite har forvandlet sig fra nedrykningstruet til semifinale-bejler på få måneder. Med to sejre i slutspillet – senest mod København Håndbold – og fire point efter tre kampe er Horsens-klubben pludselig i spil til klubbens største sportslige præstation nogensinde.

En af hovedaktørerne bag det overraskende slutspilseventyr er holdets topscorer, Mai Kragballe. Hun har tidligere spillet i udlandet, vundet DM-guld med København Håndbold og repræsenteret Danmark på landsholdet – men hun har aldrig oplevet noget som det, HH Elite præsterer lige nu.

“Jeg kan ikke lade være med at grine lidt af det, men det er jo fuldstændig vanvittigt, at vi kan spille os i en semifinale. Det er vildt surrealistisk at stå i den situation, hvis man tænker på, hvad vi kom fra,” siger Kragballe til DR Sporten.

HH Elite gik til vinterpause med blot én sejr i sæsonens første halvdel og fyrede i december cheftræner Claus Mogensen. Alligevel lykkedes det klubben at snige sig med i slutspillet som sidste hold. Normalt betyder det, at man bliver kanonføde for topholdene – men det har ikke været tilfældet her.

Kragballe mener, at netop outsiderrollen har spillet en vigtig rolle i holdets succes.

“Jeg tror fuldstændig, at vi er blevet undervurderet, og den rolle har vi også taget på os. Men det passer os godt, for så er vi ikke bange for at tabe, og det er egentlig vores styrke lige nu.”

HH Elite har udviklet sig til et frygtløst hold, og ifølge Kragballe handler det om fællesskab og tro på hinanden. Sammen har spillerne og den midlertidige cheftræner Ronni Boy fundet en tilgang, der har vendt sæsonen på hovedet.

"Vi er bare et ungt hold, som har det sjovt sammen, og det er jo derfor, at holdsport er så unikt. Vi kiggede hinanden i øjnene og sagde, at det så sort ud, og nu har vi mulighed for at skrive historie med klubbens bedste placering nogensinde. Det er virkelig unikt."

HH Elite møder Nykøbing Falster på hjemmebane i næste runde, og med endnu en sejr kan semifinaledrømmen for alvor tage form.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder