Esbjerg-cheftræner: Vi kan dog godt lide den slags håndbold, som byder os op til dans
Seneste kamp i EHF Champions League Women er næsten to måneder tilbage, men Team Esbjerg sluttede godt af med sejre over Buducnost. Søndag gælder det de tyske mestre HB Ludwigsburg, der har danske Jakob Vestergaard som cheftræner. I fjor gik de hele vejen til finalen i turneringen, og derfor står danskerne overfor en modbydelig genstart på den prestigefyldte turnering.
For selvom der naturligvis er sket ændringer på det hold, som endte i finalen, og det, som træder ind på banen i Blue Water Dokken på søndag, er der stadig masser af power og kvalitet i truppen.
Af den grund forventer Tomas Axnér også et svært opgør. For Ludwigsburg kommer til kampen med det samme spil, som banede deres vej til MVM Dome i sidste sæson.
– De er tyske mestre, og de har en god fysik og tempo i spillet. De er kommet godt i gang igen efter slutrunden i december, hvor de har vundet deres kampe sikkert, så det bliver et sjovt og interessant opgør, men også en hård opgave. Vi kan dog godt lide den slags håndbold, som byder os op til dans, siger Tomas Axnér i en pressemeddelse.
De to hold mødte hinanden i efteråret i Tyskland, hvor Team Esbjerg kom hjem med en snæver sejr. Derfor bliver den svenske cheftræner ved med at understrege sværheden i kampen, også selvom holdet står bedre til dette opgør, end de gjorde ved det modsatte.
– Det er et hold med gode individualister og med landsholdsspillere på alle pladser. Så det er en ubehagelig modstander. Men hvis jeg husker rigtigt, manglede vi Rikke Iversen og Line Haugsted til den kamp, og dem har vi med nu. Det hjælper selvfølgelig på vores ambition om at vinde alle kampe, vi stiller op i, siger cheftræneren.
En anden fordel er også, at kampen bliver spillet i vante omgivelser. Blue Water Dokken er et fort, få hold har lykkedes med at indtage. Seneste nederlag ligger et år tilbage, hvor Vipers tog herfra med en sejr.
Stimen sætter holdet en stor stolthed i. Derfor vil de også kæmpe for, at den fortsætter så lang tid som muligt, og at det ikke bliver denne weekend, at den skal begynde på ny.
– Det er noget, som vi gerne vil forsvare med alt, hvad vi har. Vi har en stor tro på tingene, og med den fantastiske opbakning fra tilskuerne er Blue Water Dokken en af de sværeste udebaner i Europa. Dette skal vi forsvare for enhver pris, slår Tomas Axnér fast.
Holdet er også friskt nok til at gøre det, hvilket der også er brug for, hvis håbet om den direkte billet til kvartfinalen skal fastholdes.
Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women runde 9 mod HB Ludwigsburg søndag den 12. januar kl. 14.00 i Blue Water Dokken.
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Sarah Dekker og Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Michala Møller, Henny Reistad og Mette Tranborg.