LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Niklas Clausen

Karakterbog: Et genialt træk fra Danmark-Bahrain

Vi giver karakterer til de danske aktører efter den sikre sejr over Bahrain. Det gør vi ud fra 7-trin skalaen

Danmark - Bahrain 33-17

Emil Nielsen - 7
Det var egentlig en udemærket kamp fra Emil Nielsen, men han havde ikke vanvittigt meget at lave, da hans forsvar stod godt mod et meget svagt Bahrain-angrebsspil. Derfor blev det et spørgsmål om koncentration og om at tage det, der kom. En del redninger men ikke mange til historiebøgerne, men han leverede også en fin assist og var god til at sætte spillet hurtigt i gang.

Kevin Møller - 7
Flensburg-målmanden kom hurtigt ind i kampen efter pausen med tre redninger i træk og fire redninger på de første fem forsøg fra Bahrain. Han tog også fra med hovedet, av av av! Bahrain-spillerne virkede nervøse for at skyde på ham, for han var en skræmmende skikkelse derinde. Faldt en lille smule i niveau ind imellem, men det må også være vanskeligt at holde koncentrationen i sådan en kamp.

Niclas Kirkeløkke - 10
En stærk kamp af Kirkeløkke. Han stod rigtig godt i forsvaret, hvor han læste spillet godt i første halvleg, og så havde han fine scoringer fra fløjen, mens han også trak ind i banen og scorede derfra. En enkelt afbrænder, men en flot kamp generelt.

Magnus Landin - 10
Han kom ind efter pausen, og hvor er han bare en klassespiller, at kunne sætte ind. Åbnede flot med tre scoringer i rap, og så var han kølig på straffekast. I forsvaret så det også fint ud. Der havde han dog ikke så meget at lave.

Emil Jakobsen - 7
Han fik lidt af en skrækstart på kampen med to fæle afbrændere til at begynde med. Men han spillede sig op og stod godt i forsvaret og kom også på måltavlen. Dejligt at se at han ikke lod sig slå ud af den start.

Magnus Saugstrup - 10
Hold da op hvor stod han godt i forsvaret. Det kan godt være, at det var på en billig baggrund mod en rigtig dårlig modstander, men han åd totalt sine modstandere med den brutale fysik, han viste frem. Ingen kom forbi ham i første halvleg!

Mathias Gidsel - 12
Han er bare verdens bedste håndboldspiller. Han kom lidt shaky ind i kampen med et par fejl, men han rettede op med mål og assists, som det passede ham. Han var god i forsvarsspillet også, og så er han bare en hvirvelvind på kontra. Så snart Danmark nærmer sig en erobring, stormer han afsted, og han læser bare spillet som ingen anden!

Henrik Møllgaard
Uden for bedømmelse

Mads Mensah - 7
Han kom ind med god fysik og satte sig godt igennem. Men det er svært at vurdere ham voldsomt baseret på så begrænset tid på banen.

Lukas Jørgensen - 10
Der var ikke verdens bedste offensiv, han stod overfor. Så er vi søde ved Bahrain, hvis vi formulerer det sådan. Men det kan Lukas Jørgensen jo ikke gøre for, og hold da op hvor så han stærk ud i den første halvleg. Brølstærk i duellerne og stod hele tiden rigtigt. Erobrede bolden gang på gang, og han var bare i en rigtig god forfatning derinde sammen med Saugstrup.

Johan Hansen - 7
Forsvarsdelen var fornuftig, og så leverede han en virkelig lækker scoring, da han lavede en fræk skruebold i det korte hjørne.

Lasse Andersson - 7
Åbnede med en afbrænder, men han leverede også en hurtig assist og et par fine mål efterfølgende. Stod godt i defensiven og virkede til at være meget synlig på banen, hvor han indgik rigtig godt.

Jacob Holm - 4
Han fik ikke det bedste indhop, men han spillede sig op. Udfordrede godt og skabte konstant dilemmaer for sine modstandere. Han lavede for mange fejl og kom ikke helt så ofte igennem som han plejer.

Emil Bergholt - 7
Det var udemærket i forsvaret, men niveauet var ikke helt så højt som det, holdkammeraterne leverede i første halvleg. Men det blev også en affære, hvor det må have været svært at koncentrere sig hele vejen igennem.

Simon Hald - 4
Ikke nogen landskamp til historiebøgerne for ham, men han faldt heller ikke igennem og løste sine opgaver fornuftigt. Led dog lidt af at forsvaret faldt lidt i koncentration i perioder. Han stod for langt fra Magnus Landin, og det var en udfordring.

Thomas Arnoldsen - 7
Tre hurtige tekniske fejl kunne godt have slået ham ud, men det gjorde det ikke. Efter en skidt start svarede han igen med to mål, tre assists og rigtig godt forsvarsspil. Det var ikke alt, der lykkedes, men han fik masser af minutter og viste sig godt frem.

Simon Pytlick - 7
En lidt blandet pose bolcher med lidt af det hele. Godt forsvarsspil men også tekniske fejl. Fine mål men også nogle svipsere.

Emil Madsen - 7
Scorede hurtigt to fine mål, og selvom han også brændte og lavede et par fejl, var det solidt det, der kom fra ham.

Nikolaj Jacobsen - 10
Det var en lille men vigtig genistreg af ham at tage den tidligere timeout, hvor han fik sat sit hold på plads efter en virkelig ringe start. Det vendte totalt kampen og initiativet, og derfra var der ingen slinger, selvom det ikke var lige godt hele tiden. Han fik fordelt spilletiden godt, og han varierede godt - særligt omkring 6-0 og 5-1 forsvarsspillet.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder