Kæmpe profil stopper i Ikast Håndbold efter sæsonen
Siden sommeren 2020 har nummer 21 i Ikast Håndbold tilhørt norske Ingvild Bakkerud. Det gør det lidt endnu, men til sommer er det slut for den 29-årige venstre back, der har indløst en klausul i sin kontrakt.
I sin tid i klubben, har Ingvild Bakkerud både prøvet kræfter med European League og Champions League og har fra første færd været en nøglespiller på holdet.
I sidste sæson blev nordmanden noteret for 80 scoringer i Champions League-tuneringen og i sæson 2022/23 var hun med til at hive European League-trofæet til Ikast til Final4-stævnet i Graz, mens der også har hængt flere bronzemedaljer om halsen.
Derfor er det også med vemod, at man nu sender Ingvild Bakkerud videre i karrieren efter sommer, fortæller direktør, Daniel Grønhøj, i en pressemeddelse.
”Vi har været glade for Ingvild i de fem sæsoner, hun har været i Ikast Håndbold. Hun har været en vigtig og god spiller for Ikast, ligesom jeg føler, vi har været en god klub for hende. Hun har hos os udviklet sig til at blive landsholdsspiller og en profil i ligaen, men alt har sin tid, og vi ønsker Ingvild held og lykke i fremtiden.”