Fansene koger over: Vil have fyret træneren i rumænsk danskerklub
På klubbens Facebook-side er utilfredsheden rettet direkte mod cheftræner Adrian Vasile. Flere kalder på en øjeblikkelig afgang, mens andre kritiserer hans taktiske evner og peger på, at spillerne ikke bliver brugt rigtigt.
En fan skriver, at Vasile burde tage ved lære af andre trænere og trække sig som et spørgsmål om almindelig respekt. En anden mener, at CSM højst kan være tilfredse med en fjerdeplads i gruppen, fordi flere af spillerne ikke præsterer.
Kritikken går igen i flere kommentarer, hvor Vasile bliver anklaget for at gentage de samme fejl som i sin første periode i klubben – denne gang blot med et nyt holdkort. En anden sætter spørgsmålstegn ved, om han overhovedet har lært noget siden sidst: "Tror I virkelig, han har taget kurser i hemmelighed og er kommet tilbage for at bevise, at vi tog fejl? Jeg tror det ikke."
Fansenes frustration er tydelig, og presset på Adrian Vasile vokser i takt med, at nederlagene hober sig op.