Gidsel er ikke i tvivl: Paris gør et stort scoop med de danske trænere
Mandag offentliggjorde den danske landsholdsspiller Henrik Møllgaard, at han stopper sin karriere efter denne sæson, når hans kontrakt udløber med Aalborg Håndbold.
Senere på dagen kom der så en anden stor nyhed omkring Møllgaard. Til sommer skal han nemlig være assistenttræner i den franske storklub Paris Saint-Germain, når han stopper sin karriere.
Her skal han være assistent for hans tidligere træner fra Aalborg Håndbold, Stefan Madsen, der altså skal være cheftræner i den franske hovedstad.
Mathias Gidsel spiller sammen med Henrik Møllgaard på det danske landshold, og den danske verdensstjerne mener, at Paris gør noget af et scoop med de to danske trænere.
- Det er et godt skridt, efter han har fået erfaring i Aalborg som assistenttræner. Det er en fantastisk konstellation og megaspændende både for Paris, men også Stefan og Henrik. Jeg tror, at det er et scoop for Paris, siger Gidsel til TV2 Sport.