LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

-Håndbolden kommer altid i første række, siger afklaret 20-årig talent, der mener ”det er det hele værd”

I en alder af 20 år er København-spilleren og landsholdsbobleren Andrea Hansen rimelig bevidst om og afklaret med, at tilvalget som professionel håndboldspiller indebærer en del fravalg på den personlige og sociale konto.

I dagens udgave af #MærkTalentet fortæller Andrea Hansen, hvordan livet både på og udenfor banen som ung, professionel håndboldspiller er.

Tilværelsen som professionel håndboldspiller kan være fed, spændende og fyldt med vilde oplevelser.

Men der findes også en bagside af håndboldmedaljen, der indebærer en masse fravalg til den nærmeste familie, fødselsdage, fester og store sammenkomster.

Det er noget, Andrea Hansen allerede i sine spæde år hos FIF og igennem diverse ungdomslandshold har lært at være helt indforstået med, og som hun faktisk ikke ser det store problem i.

Læs også: Fra topkamp tirsdag aften til differentialligninger onsdag morgen: -Vigtigt med afbræk fra håndbolden, siger landsholdsbobler og gymnasieelev Andrea Hansen

-Både fester men også familiefødselsdage og andre arrangementer har jeg måtte tilsidesætte på grund af håndbold: Men det er aldrig noget, jeg fortryder. Det er det hele værd. Jeg har måske et enkelt arrangement, hvor jeg ville ønske jeg kunne have været begge steder på en gang, siger Andrea Hansen til Europamester.dk.

-Jeg ved godt, det er prisen ved håndbold, og jeg vil heller ikke bytte det for noget. Håndbold kommer altid i første række. Det er jo noget, som man har tilvalgt ved at “leve som professionel håndboldspiller” og så længe, at jeg føler, at det er det værd for mig, og at jeg har en stor glæde ved at spille håndbold, så synes jeg ikke, at det er et kæmpeproblem.

-Jeg synes til gengæld, at det er rigtig vigtigt at være godt til at prioritere sin familie og sine venner, når man så endelig har friweekend eller en eftermiddag fri, uddyber hun.

Når programmet ikke står på træning, håndbold eller harpiks, så skal Andrea Hansen også passe sin skole, hvor hun til daglig går på Falkonergårdens Gymnasium på fjerde år.

Læs også: Hun ejer ikke en rytme i kroppen men Andrea Hansen er altid den første på dansegulvet: -Der skal bare danses igennem

-At være professionel håndboldspiller samme tid som gymnasieelev er en balance, som man skal lære at være god til at planlægge. Jeg har nu “levet” sådan i tre år, og jeg er blevet bedre og bedre til at planlægge min tid og blevet bedre til at tage ekstraundervisning.

-Jeg går i en Team Danmark-klasse, hvor alle går til sport, så alle er forståelig overfor, at man har perioder, hvor man er meget væk, eller at man ikke kommer til gymnasiefester.

-Hvad er det fedeste ved at være professionel håndboldspiller?

-Det er sammenholdet på et hold. Alle har det samme mål - nemlig at vinde en masse kampe. Derudover er der også en masse fede oplevelser, som jeg værdsætter meget.

-Man har hørt historie om folk, der bliver “håndboldmætte” i en tidlig alder. Men jeg tænker, at man bare skal være god til at føle efter og sige fra i god tid. Selvom alt rent håndboldmæssigt kan gå stærkt for en, så tror jeg ikke, at jeg bliver håndboldmæt, hvis jeg bliver ved med at have det sjovt.

-Jeg tror, alle har de dage, hvor det er lidt mere øv og kan være sværere at komme af sted. Men sådan er det med alt i livet. Så jeg husker bare at sige til mig selv, at ingenting altid kan være sjovt, men at så længe, det er sjovt størstedelen af tiden, så er det det hele værd. Og så ved jeg altid, at så snart jeg er i gang med dagen, så er det aldrig så slemt, understreger hun.

Læs også: Unikt indblik: Kom ind bag de normalt lukkede døre hos København Håndbold: Andrea Hansen viser dig rundt

I et par sæsoner har Andrea Hansen været holdkammerat med landsholdsprofilen og København-stjernen Mia Rej, der faktisk har været med til at skubbe positivt til den unge Hansens selvtillid.

-Rej har faktisk været med til, at jeg tror mere på mig selv. I starten kunne jeg godt være usikker og ikke tage alle de chancer, som jeg havde i løbet af en kamp - og hver gang jeg ikke tog en chance, kunne der godt komme lidt “skæld-ud” fra Rej. Men at en spiller som Rej tror på en og ens kvaliteter, er også med til gøre, at man selv tror på det.

-Hvad er dine drømme og mål for fremtiden?

-Jeg har drømme og mål med min håndbold. Både realistiske men måske også nogle urealistiske. Jeg vil meget gerne stå og være dansk mester sammen med et hold en dag (meget gerne København Håndbold). En drøm i fremtiden er måske også at komme til en af de lidt større klubber i udlandet, slutter Andrea Hansen.

Se videoen fra Andrea Hansens dag lige her:

[video width="1280" height="720" mp4="https://www.europamester.dk/wp-content/uploads/2020/11/video-1604781710.mp4"][/video]

Følg med på Europamester.dk helt frem til tirsdag, hvor vi følger Andrea Hansen, lige indtil Jesper Jensen udtager sin EM-trup.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder