Helle Thomsen afslører: Derfor har hun ikke udtaget 18 spillere til VM
Europamester.dk, Sparekassen Kronjylland i Odense:
På pressemødet hos Sparekassen Kronjylland i Odense forklarede hun beslutningen, der både handler om fleksibilitet og tryghed i truppen.
"Jeg har glædet mig til at få navnene ud, så der bliver lidt ro omkring alt det her med, hvem der skal med, og hvem der ikke skal med. Nu kan vi begynde at have fokus på det, der gælder – nemlig at vinde kampene ved mesterskabet," siger Helle Thomsen.
Der har været spekulationer om, hvor mange spillere Danmark ville rejse med. Landstræneren bekræftede, at truppen på nuværende tidspunkt består af 16 spillere, men at antallet kan blive justeret, inden holdet drager af sted.
"Der har været meget snak om, hvor mange vi tager af sted med. Skal vi rejse med 16, 17 eller 18 spillere? Vi har valgt at udtage 16 nu, men det kan godt være, vi ender med at tage 17 eller 18 med," siger Thomsen.
Beslutningen hænger blandt andet sammen med de udfordringer, skader kan give undervejs i forberedelserne.
"Man ser nogle gange, at der opstår skader – og det håber jeg selvfølgelig ikke, vi får flere af. Men det er ikke alle udskiftninger, man bare kan lave én til én. Hvis én bliver skadet, kan det betyde, at der skal justeres flere steder, og jeg vil ikke stå i en situation, hvor jeg har udtaget en spiller, og så på grund af en skade pludselig må fortælle en anden, at hun ikke skal med alligevel. Derfor har vi valgt at gøre det sådan, at vi udtager 16 spillere nu, og så tager vi fem ekstra med på samlingen inden mesterskabet."
Den danske VM-trup ser således ud:
Målvogtere
Althea Reinhardt, Odense Håndbold
Anna Kristensen, Team Esbjerg
Fløjspillere
Emma Friis, CSM Bucuresti
Elma Halilcevic, Odense Håndbold
Trine Østergaard, CSM Bucuresti
Andrea Aagot, Odense Håndbold
Bagspillere
Mette Tranborg, FTC
Kristina Jørgensen, Györ
Helena Elver, Györ
Anne Mette Hansen, CSM Bucuresti
Line Haugsted, Team Esbjerg
Michala Møller, Team Esbjerg
Julie Scaglione, Ikast Håndbold
Laura Borg, Viborg HK
Stregspillere
Nanna Hinnerfeldt, Nykøbing Falster
Sofie Bardrum, Krim Ljubljana