Håndboldlegende maler og søger jobs efter konkurs
Erik Veje er lige nu klubløs, efter at Århus Håndbold gik konkurs. Han ligger dog ikke ligefrem på den lade side.
Der skete mange vilde ting i foråret, da Århus Håndbold gik konkurs. En ting var den sportslige del og afgørelsen på ligaen - En anden ting var alle de mennesker, der pludselig stod uden deres arbejde.
En af dem er Erik Veje, der gennem 18 år har arbejdet i Århus Håndbold. Her var han lidt af en legende og en vaskeægte klubmand, men nu er han i stedet for klubmand blevet klubløs. Tiden går dog ikke udelukkende med at slappe af derhjemme.
Det fortæller Erik Veje i et stort interview med DR Sporten, hvor han blandt andet viser sine kunstneriske sider frem:
"Siden klubben gik konkurs, bruger jeg primært tiden på at søge en masse forskellige jobs og så maler jeg rigtig meget. Jeg skal virkelig disciplinere mig selv for at lave noget andet. Ellers skal jeg bare lige og bare lige, og så er dagen gået," siger Erik Veje til DR Sporten.