Heindahl og Røsbergs kampstatus afklares af Axner
Det har været en lidt blandet landhandel for Team Esbjerg i denne sæson. Flere gange har angrebet været en force, som modstanderen ikke har kunne modstå, mens enkelte gange har forsvaret stået solidt nok til at være den bærende kraft. For cheftræner Tomas Axnér handler det nu om at skabe den helstøbte præstation, som ville kunne løfte holdet op og give ro. Og den kan passende komme onsdag aften mod Skanderborg Håndbold i Bambuni Kvindeligaen.
For tegningerne til at skabe den præstation er der. Offensiven har buldret derudaf i mange af kampene, og i weekenden var det så forsvaret, der også viste, at de ikke vil stå tilbage. Desværre har de to facetter af spillet ikke helt været oppe at køre samtidigt, og det er jagten nu gået ind på.
– Vi har haft nogle kampe, hvor vi har ramt højt niveau, men også nogle, hvor vi har måttet slide lidt mere for det. Nogle gange har forsvaret stået godt, og andre har angrebet spillet flot. Hvis vi kan ramme helheden i dem begge, så har vi et højt niveau, og vi håber på, at vi kan ramme en periode nu, hvor vi kan stabilisere det, siger Tomas Axnér til klubbens hjemmeside.
Der er kun fire kampe tilbage, inden spillerne – og cheftræneren – igen skal ud til diverse landshold. Heri er der to møder med Skanderborg, et mod København og et i Champions League mod DVSC Schaeffler i Ungarn.
Håbet er, at der skal fuldt hus på pointkontoen i de kampe, men de skal også bruges til at få konceptet bedre på plads, hvilket vil hjælpe med holdets stabilitet.
– Vi har mange afspillere til rådighed nu, så vi har høj kvalitet i træningerne. Lige nu prøver vi også at balancere kampene mellem den hjemlige liga og Champions League, så vi kommer til at spillere mere med bredden, så vi får alle med på konceptet. Vi spillede smalt mod Storhamar (i søndags, red.), så vi kommer til at prøve flere ting af til denne kamp, men det er også nødvendigt for os, siger cheftræneren.
Han begynder dog at kunne se gode udsigter for Kathrine Heindahl og Marit Røsberg Jacobsens retur til holdet. Begge spillere er begyndt at træne lidt med, men det kan ikke sættes en tidshorisont på, hvornår de vender tilbage på banen.
Flere har spurgt ind til Kathrine Heindahl, og til det siger Tomas Axnér:
– Hun er kommet langt og har arbejdet hårdt. Vi har sammen lagt en plan for, hvornår hun kan blive klar, men det kræver nok lidt flere træningspas med høj kvalitet.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambuni Kvindeligaen runde 5 mod Skanderborg Håndbold onsdag den 1. oktober kl. 18.30 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Sarah Dekker og Mia Emmenegger
Streg: Kathrine Heindahl, Olivia Löfqvist og Tabea Schmid
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Helene Kindberg, Nina Koppang, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.