Her adskiller Emil Nielsens spillestil sig markant fra Niklas Landins
Man må sige, at Emil Nielsen i den grad har løst opgaven i at løfte efter Niklas Landin, for i to ud af de første tre kampe ved VM, er han blevet kåret som kampens bedste spiller.
Udover kropsbygning og generel stil, adskiller Emil Nielsen sig også fra Niklas Landin på to bestemte punkter; i forberedelsen og i aftalerne med forsvaret:
“Noget af det værste, jeg ved, er at have aftaler med forsvaret. Forsvaret har langt, målmanden har kort – sådan noget. Jeg hader det. For mig skal forsvaret være et værktøj for målmanden, for i sidste ende er det målmanden, der skal redde bolden. Og så skal man finde ud af det på den måde, og det tror jeg også, at der er nogle forsvarsspillere og målmandstrænere, der har sværere ved at acceptere, at jeg ser det på den måde,” fortæller Emil Nielsen til TV2 Sport.
Niklas Landin var altid ualmindeligt velforberedt og aftalerne med forsvarsspillerne sad lige i skabet. Og netop mangel på dét, kan ifølge Emil Nielsen selv, resultere i, at han indimellem ser lidt dum ud, men det er helt centralt i hans spillestil:
“Det er en kalkuleret risiko, for jeg tror rigtig meget på den taktik, jeg har lagt. Jeg tror på, at alt en målmand gør, i sidste ende er et kalkuleret gæt, for jeg kan ikke vide, hvad modstanderen gør. Jeg tror ikke, at min intuition er bedre end så mange andres, men jeg er god til at se ting, som andre ikke ser," fortsætter Nielsen til TV2 Sport.
Emil Nielsen og resten af det danske landshold løber igen på banen i Jyske Bank Boxen tirsdag aften, hvor de møder Tyskland i den første mellemrundekamp.