Hvor er de nu? - med Kristine Andersen
Europamester.dk har fået nogle gode snakke med flere af de håndboldspillere, som var en del af det danske kvindelandshold, som i 1990'erne og 00'erne havde helte-status i hele nationen.
I serien har vi blandt andet spurgt dem ind til, hvor de er i dag og hvilken oplevelse, der har været den største i deres karriere.
I ellevte indlæg i serien har vi snakket med den tidligere bagspiller Kristine Andersen (46), som blandt andet har 2 x OL-guld og 2 x EM-guld på CV'et.
Læs interviewet med Mette Vestergaard herunder:
Hvad laver du i dag?
Jeg er kommerciel Projektleder i Dansk Håndbold Forbund.
Hvordan har det været at stoppe med at spille håndbold og lægge skoene på hylden?
Det er efterhånden mange år siden, jeg stoppede (2005), men jeg husker det, som en god overgang, hvor jeg glædede mig til at få mere frihed og få et “almindeligt” liv. Man er meget privilegeret som professionel håndboldspiller og har en del fritid, men man træner eller spiller kamp stort set hver dag, så der er begrænset frihed. Fx. spurgte min søster mig, hvilken dato, hun kunne blive gift på, så jeg kunne komme med.
Har du nogle råd til den svære overgang for spillere der står overfor at skulle stoppe?
Være social og udadvendt og søge nye relationer og netværk udenfor håndbolden. Jeg flyttede fra Vejle til Odense samtidig med, at jeg stoppede og var derfor tvunget til at opsøge nye netværk og relationer, som ikke havde noget med håndbold at gøre. På den måde startede jeg på en hel frisk, og det tror jeg var mit held.
Hvad har din største oplevelse på håndboldbanen været?
OL i Athen i 2004. Jeg døjede med en rygskade året op til og havde brugt lang tid på at blive fit for fight. Alt så godt ud, men i den store træningslejr med landsholdet halvanden måned før OL, smadrede jeg min menisk, og skulle opereres. Det var et kapløb med tiden, men det lykkes mig at blive klar og få en afgørende rolle på holdet! Og det endte jo med GULD. Det var stort!
Hvem vil du nævne fra din håndboldkarriere - en træner, en ven, eller andre, som betød meget for dig?
Det sammenhold og træningsmiljø, der var i Ikast i mine ungdomsår var fabelagtigt. Både i klubben, men også på gymnasiet, hvor vi var rigtig mange Team Danmark elever. Det havde Lars Friis Hansen og Heine Eriksen stor andel i. De var meget seriøse og stillede krav og var på den måde med til at skabe det fundament, jeg sidenhen byggede videre på!
Læs også de første ti indlæg i serien med henholdsvis:
Gitte Sunesen
Conny Hamann-Boeriths
Rikke Skov
Tonje Kjærgaard
Josephine Touray
Karen Brødsgaard
Henriette Mikkelsen
Karin Mortensen
Lotte Kiærskou
Mette Vestergaard