Ikast Håndbold styrker talentudviklingen
Ikast Håndbold og Ikast FS har oprettet stillingen som Head of Performance for at optimere den fysiske træning af både drenge og piger i eliteungdomshåndbolden. Stillingen skal sikre en samlet strategi for træning, der forbedrer spillernes performance og reducerer skader.
Mattias Matzeu Malchau, tidligere sportsfysiolog og Head of Performance ved AGF Kvinder, er nyansat i rollen. Med hans erfaring fra blandt andet Team Danmark og Bakken Bears ser man frem til at styrke talentudviklingen i Ikast.
”Der sker mange forandringer i håndbolden og et af stederne er på den fysiske del, hvor der i dag kræves mere af de unge, men samtidig er det en balance hvor vi skal kunne acceptere at de unge også har andre interesser og prioriteter. Vi vil gerne at det kan gå hånd i hånd, hvilket vi er sikre på at Mattias kan hjælpe med fremadrettet," siger Mads Bang, talentansvarlig for drengesiden til klubbens hjemmeside, og tilføjer,
"Med det her tiltag giver vi et samlet løft for ungdomselitehåndbolden for både pige- og drengehåndbolden”.