LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

- Jeg savner at se mere fanden-i-voldskhed fra denne dansker, understreger ekspert

Rasmus Lauge er, udover Mathias Gidsel, den danske bagspiller, der har fået flest minutter ved EM indtil videre. Men de mange minutter er ligesom ikke rigtigt blevet forløst, og der er langt fra det niveau og den form, Lauge viste ved VM i 2019 for tre år siden, mener ekspert Lars Rasmussen.

Rigtig mange angrebs- og forsvarsminutter foregår med tilbagevendte Rasmus Lauge på banen – forståeligt nok! Efter comebacket fra det skadesmareridt, der har holdt Veszprem-stjernen væk fra landsholdet i et par år, så viser landstræner Nikolaj Jacobsen, hvor stor tillid, han har til netop Lauge.

Men det har ikke været lutter lagkage for Danmarks nummer 11 indtil videre ved EM, hvor danskerne godt nok endnu ikke har tabt i de fem spillede kampe, men hvor ekspert Lars Rasmussen især sidder med en fornemmelse af at mangle noget fra Rasmus Lauges hånd:

Fem kampe, to timer og 42 minutter, 11 mål på 22 forsøg, syv assists … Han bliver brugt meget, men af og til måske også lige lidt for meget, og det var tydeligt i lørdagens brag mod Kroatien, hvor Nikolaj Jacobsen ikke skiftede meget rundt i bagkæden særligt i første halvleg, hvor tingene ikke kørte.

- Sidst vi så Lauge på toppen var ved VM for tre år siden. Selvom jeg godt ved, statistikker ikke altid rammer plet, så synes jeg, jeg har set lidt for mange angrebssekvenser, hvor han simpelthen er for passiv. Han virker nærmest bange og skræmt for at tage de her mand-mand-dueller i de situationer, hvor han bare skal køre fuld gas mod en forsvarsspiller, siger Lars Rasmussen til Europamester.dk og uddyber:

- I kampen mod Kroatien får han for lang snor. Jeg havde gerne set, han var blevet pillet ud 5-6 minutter i første halvleg, fordi det simpelthen kostede os et par mål. Vi har set ham være langt mere aggressiv på løbeskuddene, gennembruddene, i underhåndsskuddene, i indspillende, ja det hele! Det er gået for langsomt, og det koster.

Efter pausen viste Rasmus Lauge, at han stadig kæmper med tingene, men det tingene gled noget nemmere i 7-mod-6-spillet, hvor næsten hvert angreb endte med en oplagt målchance.

Landstræner Nikolaj Jacobsen vil rigtig gerne have Lauge i gang og tilbage til sin topform: For så bliver han guld værd for Danmark.

- Han kan vise sig at blive meget vigtig senere hen. Nikolaj Jacobsen vil gå rigtig langt for, at Lauge skal komme tilbage til den gamle Lauge, og han er villig til at lade det koste nogle mål. Han stoler så meget på sit instinkt om at få Lauge i gang på landsholdet igen.

- I kampen mod Kroatien var der tydelige tegn på, at det går den rigtige vej: Han lavede ikke særligt mange fejl i anden halvleg, han slipper boldene hurtigt. Men det eneste, jeg mangler at se, det er hans egen egoisme og fanden-i-voldskhed i at tro på sig selv og gøre arbejdet færdigt, slutter Lars Rasmussen.

Næste opgave for Lauge og Co. er allerede mandag, når Holland venter i den tredje mellemrundekamp.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder