Jens Dolberg skifter til norsk håndbold
Pressemeddelelse fra Bjerringbro-Silkeborg:
Han har været på holdkortet for Bjerringbro-Silkeborg og Mors-Thy Håndbold, men til sommer dribler Jens Dolberg nordpå for at spille i den norske liga.
21-årige Jens Dolberg har skrevet under på en to-årig kontrakt med norske FyllingenBergen Håndball.
Kontrakten løber fra sommeren 2021 til sommeren 2023.
”Jeg sagde ja til tilbuddet, fordi FyllingenBergen kunne love mig en masse spilletid med en stor rolle, hvilket vil være med til at udvikle mig endnu mere,” siger Jens Dolberg om baggrunden for det kommende klubskifte.
Jens Dolberg tog tilløb til sin professionelle karriere som en del af Bjerringbro-Silkeborgs ungdomssatsning. Han spillede sine første ligakampe i Bjerringbro-Silkeborg-trøjen og fik klubdebut på den europæiske håndboldscene.
To gode sæsoner på Mors
Det sidste halvandet år har venstrebacken været udlejet til Mors-Thy Håndbold, hvor han hurtigt faldt godt til:
”Jeg har haft det fantastisk i klubben. Det er en dejlig klub at komme til, og man bliver hurtigt en del af deres kultur, så det var nemt at falde til,” siger venstrebacken.
I Mors-Thy Håndbold har han især fokuseret på at blive en bedre spiller defensivt, og i den norske liga håber han på at bygge yderligere ovenpå:
”Jeg er blevet væsentligt bedre til at dække op. Det er dog stadig det, jeg arbejder meget på. Udover det har jeg også udviklet mit offensive spil, hvor jeg har fået en langt større spilforståelse.”
Hvad skal der ske, når det norske eventyr slutter?
”Jeg drømmer om at komme hjem til Danmark igen og spille i ligaen – og hvem ved, om det skal være i BSH?” siger Jens Dolberg, som mere eller mindre er opvokset i Voel-hallen lidt udenfor Silkeborg.
Jagten på spilletid
I Bjerringbro-Silkeborg har direktør Jesper Schou og Jens Dolberg haft nogle gode snakke om, hvad næste skridt skulle være for bagspilleren, som gerne vil have mange minutter på banen.
”Målet var, at Jens efter Mors-Thy skulle tilbage til Bjerringbro-Silkeborg og spille for os. Sådan kunne det også været gået. Jens har sin spidskompetence i et fantastisk skud, og han har fået lagt på sit spil – både forsvars- og angrebsmæssigt. Så en rolle hos os kunne jeg sagtens se,” siger Jesper Schou og fortsætter:
”Jeg har dog fuld forståelse for, at Jens jagter spilletiden, og vi ønsker ham held og lykke i Norge. Der er ikke tvivl om, at vi vil holde øje med ham, og ja – måske Jens på et tidspunkt kommer retur til BSH,” siger direktøren, der således lader døren til JYSK arena stå lidt på klem.
Til sidst sender han en tak til Mors-Thy Håndbold, som i denne og forrige sæson har taget sig godt af Jens Dolberg både på og udenfor håndboldbanen.
”Jeg vil gerne takke Mors-Thy for samarbejdet omkring udlejningen og det arbejde, de har ydet i Jens’ udvikling,” siger Jesper Schou.