FTC-Rail Cargo Hungaria afsluttede en udbytterig træningslejr i Frankrig med at vinde Europ’A Cup i Strasbourg efter en finalesejr i straffekastkonkurrence over de forsvarende Champions League-mestre fra Metz Handball.
Selvom triumfen giver selvtillid forud for sæsonstarten, maner holdets danske cheftræner Jesper Jensen til besindighed og understreger, at opstartskampe ikke skal overvurderes.
“Det er slet ikke til diskussion, at det er meget bedre at vinde end at tabe. Men vi må ikke glemme, at det hold, vi mødte i dag, ikke er det samme mandskab, som vandt Champions League i juni. Det her var kun afslutningen på opstarten, og begge hold vil forbedre sig meget i løbet af sæsonen. Jeg ved med sikkerhed, at vi har brug for en masse udvikling,” siger Jesper Jensen til klubbens hjemmeside.
Masser af arbejde forude
Træneren ser stort potentiale i truppen, men stiller høje krav frem mod forårets afgørende fase:
“Ud fra hvor vi står nu, og hvad jeg så i kampen, tror jeg, at begge mandskaber kan nå Final4 ved sæsonens afslutning. Men jeg håber oprigtigt, at vi er meget bedre om et par måneder. Vi skal arbejde videre med to-mod-to-situationerne, samspillet med stregen og de små relationer. Til april skal vi være omkring ti mål bedre, end vi er lige nu.”
Tilfredshed med energien
Trods udviklingspunkterne glæder Jensen sig over udbyttet af træningsugen og holdets attitude i finalen:
“Vores energi mod Metz var virkelig god. For mig er det det allervigtigste. Man kan spille godt eller dårligt, men hvis man lægger energien i det, er man altid svær at slå. Hvis du vil være et af verdens bedste hold, skal du også være en modstander, der er ekstremt svær at spille mod.”
Truppen rejste mandag hjem til Ungarn, hvor forberedelserne nu rettes mod den forestående ungarske Super Cup mod ærkerivalerne fra Györ.
Kristensen trådte frem i dramatisk finale: »Vi kæmpede virkelig godt«
Anna Kristensen fik en afgørende rolle, da FTC besejrede Metz efter et dramatisk opgør. Den danske målvogter leverede netop den aktion, holdet havde brug for i kampens sidste sekunder.
Jesper Jensen tror på større potentiale i FTC
Jesper Jensen har allerede slået fast, at denne FTC-trup kan nå længere end sidste sæsons mandskab. De danske tilgange spiller en central rolle i den plan.
Dansk profil storspiller i sikker sejr: FTC klar til finale mod europæisk gigant
Vejen til triumfen over Metz begyndte med en overbevisende semifinale. Her trådte en dansk profil særligt frem og sendte FTC sikkert videre til mødet med Europas bedste.




























