Jesper Jensen har lykønsket Henny Reistad
Landstræner Jesper Jensen har i løbet af dagen haft overskud til at skrive en lille besked til Norges stjerne Henny Reistad, der sørgede for at Danmark røg ud af VM-semifinalen på den mest ondskabsfulde måde.
NORDVESTHALLEN, HERNING (EUROPAMESTER.DK): Jesper Jensen var fyldt op med følelser, skuffelse og stolthed på én og samme tid i minutterne og timerne efter etmålsnederlaget til Norge, der i høj grad skyldtes Henny Reistad.
Han kender den norske stjerne ganske godt hjemme fra hverdagen i Team Esbjerg, og da pulsen var faldet lidt ned og overskuddet var lidt større, så fik den karismatiske træner da også lige sendt en besked af sted til Henny Reistad:
- Jeg har lykønsket hende, siger Jesper Jensen til Europamester.dk og resten af den danske skrevne presse lørdag formiddag.
- Hvad skrev du til hende?
- Det tror jeg, at jeg holder for mig selv.
- Har du haft mareridt om Henny Reistad i nat?
- Argh, det plejer som regel at være gode tanker, jeg har om hende, smiler han.
- I var tæt på at slå Norge - hvad betyder det for jeres videre arbejde?
- Det betyder bare, at vi hele tiden arbejder i den rigtige retning. Vi bliver bedre, og det synes jeg også, at vi viste i kampen. Jeg synes stadig, at Norge fortjener at blive kaldt verdens bedste hold lige nu. Frankrig har også spillet helt suverænt. Slår de Norge i finalen, så må man sige, at de er bedre i momentet, for så har de slået dem to gange under det her VM.
- Men det er stadigvæk historisk, og Norge fortjener at blive anerkendt som de bedste.
- Er der noget, du fortryder, når du har fået kampen på afstand?
- Jeg skulle have bundet Hennys ankler sammen. Ej, når man taber, er der altid ting, man kunne gøre anderledes. Vi skal passe på, at vi ikke bebrejder os selv for meget. Det er ærgerligt, men overordnet gjorde vi alle de rigtige ting i mange perioder.
- Det var ikke et serie 3-hold, vi spillede mod. Det var verdens bedste hold, der præsterede på et højt niveau. Henny var god, og nogle gange skal man også bare erkende, at tingene ikke faldt ud til vores side.
- Er OL-pladsen trods alt et plaster på såret?
- Det er et kæmpestort plaster på såret. Det er en stor præstation. Men det er klart, at skuffelsen over nederlaget stadig fylder. Det er derfor, vi har haft en træning i dag, hvor vi var sammen om at ryste det af os.
- Jeg tror stadig, man kunne se stoltheden. Vi er selvfølgelig rigtig glade for at have klemt os frem til en OL-billet. Når vi kommer et par uger frem, så tror jeg, at det vil fylde meget, slutter Jesper Jensen.