Team Esbjerg skifter ud i bestyrelsen: Lokal erhvervsprofil træder ind
Med 14 års bestyrelsesarbejde i Team Esbjerg Elitehåndbolds A/S har Johnnie La Fontaine gennemlevet hele klubbens udvikling fra bundhold i Kvindeligaen til nationalt tophold og i de senere år europæisk storklub. Han har nu valgt at udtræde af bestyrelsen og afløses af en anden kendt erhvervsprofil, Lars Steen Nielsen.
Det nye bestyrelsesmedlem har arbejdet 34 år i forsikringsbranchen og har især markeret sig som medstifter af forsikringsmæglerselskabet Contea i 2005, da han og tre mangeårige kolleger forlod Codan for at blive selvstændige. Partnerne solgte i 2021 Contea med hovedkontor i Esbjerg til North Risk, der i år er fusioneret med den britiske gigant, Howden.
Lars Steen Nielsen er meget sportsinteresseret og har sin rod i ishockeysporten i Esbjerg, men følger også EfB og Team Esbjerg, hvis udvikling han har fulgt med særlig interesse.
– Team Esbjerg er et spændende håndboldprojekt, der har skabt imponerende resultater, og klubben er aktuelt den bedste markedsføring, byen kan få nationalt og internationalt. Da muligheden for at indtræde i bestyrelsen opstod, valgte jeg at slå til. Jeg har ikke haft noget med håndbold på ledelsesniveau at gøre og kommer med et nyt syn og har en masse spørgsmål og stor interesse for opgaven, siger Lars Steen Nielsen i en pressemeddelse.
Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen glæder sig til samarbejdet med Lars Steen Nielsen, som, han er overbevist om, vil kunne give bestyrelsen nye, værdifulde impulser i det fortsatte arbejde med at indfri høje sportslige og økonomiske ambitioner.
– Lars er et velkendt ansigt i det esbjergensiske erhvervsliv og respekteret for sin store interesse for Esbjergs udvikling. Jeg er overbevist om, at han som person og med sit brede netværk kan bidrage til at styrke Team Esbjerg yderligere, både forretningsmæssigt og i klubbens rolle som ambassadør for byen udadtil, siger Bjarne Pedersen.
Lars Steen Nielsen, 62 år, er gift med Camilla, og parret har fire sammenbragte børn. Efter salget af Contea har han brugt tiden på professionelt bestyrelsesarbejde og som investor. Hans interesser spænder vidt, fra med sit store Esbjerg-hjerte at fremme byens position og til politik og golfspil, for blot at nævne nogle.
Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen retter en stor tak til afgående Johnnie La Fontaine.
– Johnnie har med sin mangeårige erhvervserfaring på ledelsesniveau, sit imødekommende væsen og gode humør ydet en stor indsats for at bringe Team Esbjerg til, hvor vi er i dag, og det er vi yderst taknemmelige for siger Bjarne Pedersen.