Kæmpe dansk nedtur: Stjerne misser VM
Det, der begyndte som en stor aften for Odense Håndbold og Mie Højlund, endte i stedet med et alvorligt tilbageslag. Ti mål blev det til mod EH Aalborg, inden landsholdsprofilen måtte udgå – og nu er skaden langt værre, end man håbede.
Mie Højlund har brækket en knogle i underbenet og kommer dermed ikke til at deltage ved det kommende VM, som begynder 27. november. Det bekræfter Odense Håndbold over for TV 2 Sport.
“Vi forventer desværre ikke, at vi ser Mie på banen igen på den her side af nytår,” siger klubbens administrerende direktør, Lasse Honoré.
Skaden er et hårdt slag for både Odense og det danske landshold, hvor Højlund i de seneste år har været en af de mest centrale profiler under den tidligere landstræner Jesper Jensen.
Dermed skal Helle Thomsen nu til at kigge nye veje til den danske VM-trup, der udtages den 3. november.