Kent Ballegaard forlænger aftalen i Schweiz
Den danske træner Kent Ballegaard forlænger aftalen med den schweiziske klub GC Amicitia Zürich.
Kent Ballegaard overtog roret i GC Amicitia Zürich i sommers og her var aftalen, at han, udover at stå i spidsen for ligaholdet, også skulle være med i talentudviklingen hos klubbens yngre spillere og være med til at skabe et mere professionelt miljø i klubben.
Nu har han sat sin signatur på en kontraktforlængelse, der binder ham til klubben frem til sommeren 2024.
”Med Kent kan vi avancere kvindehåndbold i GC Amicitia Zürich i årene, der kommer. Vi investerer løbende i den professionelle træning af vores SPL1-hold og unge talenter og tilbyder dem et perspektiv i vores klub. For udviklingen i SPL1 er, udover kvaliteten, den manglende kontinuitet af stor betydning", siger Gabriela Kern, leder af kvindeafdelingen, til klubbens hjemmeside.
Kent Ballegaard skriver selv følgende på sin Facebook-profil:
NYT FRA ALPELANDET
Efter lidt over et halvt år i Zürich, er vi blevet enige om en kontraktforlængelse. Planen har altid strakt sig over flere år, og nu har jeg sat min signatur indtil sommeren ‘24.
Det har resultatmæssigt på ingen måde været en succes, men udviklingen og arbejdet der gøres er synlig, også for ledelsen. Det skal da lige nævnes, at vi er i kvartfinalen i pokalturneringen, og om det tilskrives fin lodtrækning eller godt spil, lader jeg være usagt…
Men opbakningen er tydeligvis stor, pigerne knokler på med krum hals, og disse parametre er grundlaget for, at vi når hen hvor vi skal. Hårdt, dygtigt og grundigt arbejde bliver altid belønnet!
Jeg bilder mig ind, at jeg fortsat udvikler mig som menneske, lærer enormt meget på og udenfor banen, og den rejse ser jeg frem til at fortsætte.
Nu gør vi os klar til at tage hul på grundspillet igen (efter VM pausen), hvor endnu flere unge talenter indlemmes i truppen, hvilket lover godt for fremtiden.