Kræftramte Camilla Herrem ser tilbage og giver sin status: Her står jeg nu
For Camilla Herrem, norsk håndboldikon, dobbelte olympiske mester og en af sportens mest elskede profiler, er håndbolden i dag mere end et arbejde og en passion. Den er blevet et åndehul. En måde at holde livet sammen på, efter at hun i juni fik diagnosen brystkræft. Alligevel spiller hun videre – og scorer mål – mens behandlingen fortsætter.
Herrem havde mærket en knude en aften i sengen og fornemmede straks, at noget var galt. Flere læger anbefalede at afvente, men en ultralyd fjernede enhver tvivl. Det blev starten på en mental kamp, der var langt hårdere end de første kemobehandlinger. Usikkerheden fyldte hvert eneste vågne øjeblik, og i de fem dage, der gik, før hun fik alle svar, blev hun fanget i en malstrøm af frygt og forestillinger.
To dage efter diagnosen begyndte behandlingen, og netop det gav hende en retning, hun kunne holde fast i. Håndbolden betød intet i de første uger – alt handlede om at få kroppen gennem kemoterapien, som hun kendte bivirkningerne af og frygtede. Men hun reagerede bedre, end hun selv havde turdet håbe. De fire stærke kemorunder blev fulgt op af lange gåture under den varme sommer, og til hendes egen overraskelse fandt hun overskud til at træne let igen.
Da holdkammeraterne mødte ind efter ferien, havde Herrem klippet håret af. Hun gik direkte ind i mødelokalet og sagde, at de helst ikke skulle kramme hende, hvis ikke hun skulle bryde sammen – og selvfølgelig var første reaktion et kram, der udløste tårerne. Men hun var der, hun deltog, og hun mærkede hurtigt, at kroppen stadig kunne følge med. Herrem begyndte at træne med bold, og tanken om at spille kamp igen dukkede op for første gang.
Hun testede sig selv i to træningskampe i Danmark, hvor hun fik korte perioder på banen. Det gik overraskende godt, og hun forsikrede sygehuspersonalet om, at hun ville sige fra, hvis noget føltes forkert. For lægerne var situationen usædvanlig: en kemopatient, der insisterede på at træne som elitesportsudøver.
Da den norske liga startede igen, var der stor mediebevågenhed. Ville hun spille? Ville hun sidde på bænken? Det var første gang, hun stod frem skaldet foran Norge. Hun scorede fire mål mod Oppsal og gav sig selv beviset på, at hun stadig kunne være den samme spiller. Siden har hun også vist niveau i Champions League med 38 mål i otte kampe.
At spille har været hendes redning. Hvis hun ikke havde haft håndbolden, siger hun, ville sygdommen fylde langt mere. På banen er hun fri. Der tænker hun ikke på kræftforløb, bivirkninger eller bekymringer – kun på modstandere, videomøder og tempo.
Hun har trukket sig fra landsholdet efter OL-guldet i 2024 og EM samme efterår, blandt andet fordi det blev sværere at forlade sine børn i flere uger ad gangen. Hun havde oplevet alt: seks EM-titler, tre VM-guld og to OL-guld. En fuld karriere. Men hun spiller videre for barndomsklubben Sola, som i denne sæson er med i Champions League for første gang. Herrem er vokset op i hallen, og at spille i Europas største turnering med sin barndomsklub, kalder hun en enorm drivkraft.
Når Norge åbner VM den 26. november, sidder hun hjemme i stuen – og det bliver ikke roligt. Hun regner Norge som en klar favorit, side om side med Frankrig og Danmark, og hun forventer at hoppe af sofaen mere end én gang.
Midt i det hele holder hun fast i ét princip: Hun vil ikke fortsætte en dag længere, end hendes krop og hendes motivation tillader. Men lige nu elsker hun stadig hver eneste træning, hver kamp og hver timeout. Håndbolden er blevet hendes fristed – og måden, hun bevarer sig selv i en tid, hvor alt andet er vendt på hovedet.