LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Anders T. Willumsen

Opdatering på Jlezis mareridtsskade - i et kort øjeblik handlede VM ikke om håndbold

Efter sigende skulle Mouna Jlezi have det godt, og hun bliver nu undersøgt videre.

Søndagens VM-kamp mellem Polen og Tunesien endte i uhyggelige scener halvandet minut før tid, da Tunesiens stregspiller Mouna Jlezi faldt voldsomt til gulvet efter en hård duel med polske Natalia Pankowska. Jlezi modtog bolden på stregen, men blev revet bagover og landede direkte på ryggen, hvorefter hun skreg af smerte og tog sig til ryggen.

Situationen udviklede sig hurtigt. Jlezi begyndte at gispe efter vejret og lå pludselig helt stille, som om hun var bevidstløs. Holdkammerater og fysioterapeut slog hende forsigtigt på kinderne for at vække hende, mens lægestaben hastede ind på banen, og TV-billederne viste scener, kommentatorerne beskrev som meget ubehagelige.

Mens Jlezi blev behandlet, gennemså kampens dommere episoden på video og vurderede, at faldet var forårsaget af en forseelse, som måtte straffes hårdt. Pankowska modtog et direkte rødt kort for aktionen, der førte til den alvorlige skade.

Tunesiens pressechef, Walid Ouji, kunne efter kampen fortælle, at Jlezi efter omstændighederne havde det godt og at man frygtede, der var tale om en meget alvorlig nakkeskade, men at alt nu er stabilt. Hun blev båret ud af hallen efter kort behandling og kom til sig selv igen, inden hun blev transporteret til yderligere undersøgelser.

Polen vandt kampen 29-26 og står nu med fire point i toppen af Gruppe F inden gruppefinalen mod Frankrig. For Tunesien overskyggede skaden alt andet, og håbet er nu, at Jlezi hurtigt kommer sig efter en episode, der satte en dyster afslutning på en intens VM-kamp.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder