Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Kristina Jørgensen er ikke bange for at fejle: - Jeg tager dem gerne på mine skuldre

I en alder af bare 26 år har Kristina Jørgensen oparbejdet en helt naturlig evne til at tage ansvar, når lokummet brænder, og hun er slet ikke bleg for at tage det altafgørende skud - velvidende at hun kan blive skurk fremfor helt. 

Nerver af stål beskriver vel meget godt det mindset, som Györ-spilleren Kristina Jørgensen render rundt med inde på håndboldbanen.

Hvis der skal tages en afgørende beslutning, så er den alsidige bagspiller ikke bange for at tage den: Og skuddet lægges gerne i hænderne på Kristina Jørgensen, der igennem en årrække er vokset med tillid, spilletid og ansvar fra de trænere, hun har haft på såvel klub- som landshold:

- Det kommer meget naturligt til mig at tage ansvar. Jeg har altid haft trænere, der har lagt ansvar på mine skuldre. Det har været naturligt, at jeg skulle tage det. På klubplan har man flere træninger og systemer sammen, og der er det måske nemmere at tage det naturlige ansvar. Det er spændende, hvad fremtiden bringer i Györ og landsholdet. Jeg finder altid min vej i det, og det vi gør sammen som hold, siger Kristina Jørgensen til Europamester.dk. 

- Ryster du aldrig på hånden eller bliver nervøs?

- Selvfølgelig bliver man nervøs. Når man står i kampene, er man så koncentreret, at jeg er okay til ikke at konsekvenstænke for tidligt. Jeg prøver at gøre det bedste og få det bedste ud af hver dag og i hver situation. Jeg kommer til at lave fejl. Alle laver fejl. Jeg tager gerne fejlene på mine skuldre. Det er okay at lave fejl nogle gange. Hvis man aldrig laver fejl, så udfordrer man heller ikke sig selv. 

- Hvis du helt selv må vælge personligt fra alle hylder, hvad vil du så have med hjem fra OL?

- Vi vil gerne gøre det så godt, vi kan i alle kampe. Vi har en vildt svær pulje, og det er svært at komme videre. Alle kampe bliver benhårde. Man ved aldrig, hvad der sker. Det bliver spændende i den nye kulisse. Der er mange andre ting, der kan forstyrre, som der ikke er til et normalt mesterskab. Men vi drømmer da stort. 

- Ved  VM på hjemmebane sidste år drømte I om guld - gør I det samme her ved OL?

- Selvfølgelig kan vi drømme. Men vi er også realistiske. Vi tager én kamp ad gangen, jeg ved godt, det er kedeligt at sige. Men det er vigtigt specielt efter den pulje, vi har, hvor alt kan ske. Vi er et godt hold, men det er der også rigtig mange af de andre landshold, der er, hvis man kigger på Frankrig, Norge, Sverige, Holland og Tyskland. 

- De har ligesom os haft den samme stamme som os, hvor der ikke har været meget udskiftning. Kvindehåndbolden går i en stærk retning, hvor holdene bliver stærkere og stærkere, så det bliver sværere og sværere at tage de medaljer, slutter Kristina Jørgensen. 

Danmark er i indledende gruppe med Norge, Tyskland, Sydkorea, Sverige og Slovenien. Efter de fem indledende gruppekampe krydser man over med de fire bedste hold fra Gruppe B, som meget vel kunne være Holland, Spanien, Ungarn og Frankrig foruden Angola og Brasilien.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER