Landsholdsspiller om udlandsskifte: Det har været lidt en omvæltning og krævet refleksion
Siden skiftet fra Team Esbjerg til Borussia Dortmund i sommer har Kaja Kamp haft nok at se til – både på og uden for banen. Overgangen til livet i Ruhr-distriktet har krævet mentalt overskud, og samtidig måtte hun håndtere skuffelsen over ikke at blive udtaget til Helle Thomsens første landsholdssamling i september.
”Kaotisk er ikke det rigtig ord at bruge, men der har været meget uden om, som man tager lidt forgivet, når man bor i Danmark. Det har krævet en masse tilvænning og nye rytmer,” siger hun til TV 2 Sport. ”Der er en masse praktiske ting: Man skulle indmeldes i et nyt land, finde rundt i en ny by, sprog og kultur. Så der har været meget at se til. Og et afsavn til folk derhjemme, som man måske har taget lidt forgivet.”
Selvom flytningen har været krævende, ser hun positivt på sit ophold i Tyskland. ”Det har været lidt en omvæltning, men også en fed omvæltning, der har krævet noget refleksion, og det er jeg egentlig bare glad for. Det var noget af det, jeg gerne ville have, da jeg valgte at tage det spring,” siger hun.
Kaja Kamp blev i denne uge igen udtaget til landsholdet, der møder Tjekkiet onsdag og Tyrkiet søndag – og den udtagelse betyder ekstra meget efter den seneste skuffelse.
”Jeg havde en god snak med Helle om, hvorfor jeg ikke var med sidste gang, og så fik jeg en god forklaring på det,” fortæller hun til TV 2 Sport. ”Og så har jeg faktisk ikke brugt så meget mere tid på det. Nu er jeg også flyttet til et nyt land, så det har måske fyldt lidt mere.”