Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

At leve midt i sin drøm: - Her er det bedste og værste ved OL

Anne Mette Hansen udlever i disse dage karrierens helt store højdepunkt - at deltage ved et OL. Den danske bagspiller tager os med ind i den olympiske by og fortæller, hvad der er det bedste og værste ved at være i Paris. 

OLYMPIC VILLAGE (PARIS, EUROPAMESTER.DK): Efter 12 års fravær er det danske kvindelandshold igen at finde ved de olympiske lege i håndbold. 

Det vækker naturligvis glæde og lykke i den danske lejr, hvor alle, på nær Louise Burgaard, er olympiske debutanter. Og det er ikke til at vide, hvornår og om det danske kvindelandshold igen kvalificerer sig til OL, og derfor handler det om at suge al den olympiske energi og luft til sig.

Den danske bagspiller Anne Mette Hansen kommer her med sit bud på, hvad hun mener er det bedste og værste ved OL:

- Det bedste er at gå rundt i byen. Jeg bliver bare megamotiveret, når jeg er i styrkecentret og ser nogen af de største sportsstjerner indenfor deres egen sportsgren. Det er bare topatleter, der er samlet, og det er megacool. Hvis man tager mod til sig, kan man godt snakke med folk, så er der nogen, der er mere omringet, siger Anne Mette Hansen til Europamester.dk og fortsætter:

- Så har vi fangirlet over at se Simone Biles et par gange, og jeg har stået ved siden af hende. Det er cool at være her. Du kan gå forbi folk, du ikke aner noget som helst om, og de kan være verdens bedste til et eller andet. Vi sad sammen med en 800-meter-løber fra Jamaica i en bus. Det var meget hyggeligt. Vi fik overtalt ham til at begynde at se håndbold. Nu kan det være, jeg også skal se 800-meter-løb. 

-Der er små minibusser rundt i byen, hvor man kan blive kørt rundt. Så hopper man bare på og snakker med andre atleter. 

Det værste ved OL kan være den enorme dining hall, hvor der er plads og mad til de godt 25.000 atleter, der deltager ved de olympiske lege:

- Der er meget den samme mad i buffeten. Det var kaotisk i starten, men der er faldet mere ro på, fordi folk er i konkurrence. De første par dage stod vi 20 minutter i kø, og så var der ikke mere mad. Det var presset. Det tog næsten halvanden time at spise de første dage.

- Der er et asiatisk hjørne. Der har jeg ikke været så meget. Så er der et verdenshjørne, fransk hjørne. Der har været bøffer én gang. Dér var jeg i himlen. Med bearnaisesovs. Så manglede vi bare pomfritterne. Ellers er der meget kogte grønsager, hakkebøffer, kylling, kalkun og fisk. Nogle gange kan det godt være det samme, hvis man går ind i tre forskellige rum, og der ligger de samme stykker kylling. 

- Alt i alt hvordan er det så at leve midt i sin drøm?

- Det er på hviledagene, at man tager det ind. Der er mere tid til at tage en tur rundt i byen og se på forskellige ting. Det er megafedt og inspirerende at være her. På kampdage er der fokus på opgaven.

- Det er lige så stort, som vi havde forestillet os. Nu var vi også med til åbningsceremonien, som var historisk. Selvom det regnede, så kommer vi til at huske det. Det er bare så motiverende at se nogle af de størst atleter og bare være sammen med de andre danske atleter, slutter Anne Mette Hansen.

Det er også bare om at nyde den olympiske oplevelse i Frankrigs hovedstad. Søndag eftermiddag triller håndboldkvinderne nemlig mod Lille, hvor kvartfinalen venter tirsdag. 

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER