Louise Egestorp: Mit sidste år i Ajax har været fantastisk
I søndags kunne Cecilie Greve meddele, at hun er i lykkelige omstændigheder.
Dermed er den 28-årige keeper ude det meste af næste sæson og Nykøbing Falster Håndboldklub har været nødsaget til at finde en afløser.
Valget faldt på Louise Egestorp, som kommer til Falsterklubben fra ligakonkurrenterne fra Ajax København.
Louise Egestorp har spillet i hovedstadsklubben i en enkelt sæson, men hendes tid i klubben har gjort indtryk. Hun siger følgende til klubbens hjemmeside:
"Mit sidste år i Ajax har været fantastisk. Jeg kom hjem for at finde ro til at udvikle mig igen og få min spilleglæde tilbage – og begge dele fik jeg. Ajax har det sidste år været præcis det jeg regnede med og håbede på, en klub fyldt med spillere, trænere og ledere der alle brænder for sammenhold og håndbold"
I den forgangne sæson blev der skudt 476 gange mod Louise Egestorp i målet, hvoraf hun reddede 143 af dem. Dermed endte hun med en redningsprocent på 30 i sæsonen 2019/2020.
Se også: Overblik over samtlige holds redningsprocenter i HTH Ligaen i sæsonen 2019/2020