En to måls sejr er kravet for videre avancement i European League!
Onsdag aften kom sæsonens første sejr i land, da Silkeborg blev send hjem med et nederlag efter en glimrende indsats fra HH Elite. Den anden sejr behøver ikke at lade vente på sig i ret lang tid. Lørdag eftermiddag kl. 16.00 kommer de tyrkiske mestre fra Yalikavak på besøg i returkampen i European League. HH Elite tabte med en enkelt i Tyrkiet, så en sejr på to mål eller meget gerne mere skal der til for at sende HH Elite videre i European League. Her venter det rumænske storhold fra Baie Mare.
Endnu en gang er kampen henlagt til Torstedhallen, hvor HH Elite er ubesejret. Embedsmænd og ministre har overtaget Forum Horsens, så derfor er Torstedhallen hjemmebanen. En ombygget Torstedhal, der ikke ligner den arena, hvor der søndag efter søndag var godt 1000 tilskuere når HfS spillede hjemme.
Frida Haug Hoel, Maria Palsdottir Nolsoy, Romee Maarschalkeweerd og Tea Hein var de store målscorere i kampen mod Silkeborg og hvis de rammer samme niveau i lørdagens kamp, er meget nået i kampen for at nå endnu en runde i Europa. En anden vigtig grund til sejren over Silkeborg var keeperen Mathilde Bisgaard, der er ved at ramme det niveau, hun har indikeret de seneste sæsoner. HH Elite er vel meget svag favorit i lørdagskampen, men meget tyder på, at det bliver spændende til sidste dommerfløjt.