LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Esbjerg-træner: Når vi rammer tingene i begge ender, så har vi et enormt højt niveau

Team Esbjerg forbereder sig på et stort tryk fra DVSC Schaefflers mange fans.

I seneste runde i EHF Champions League lykkedes det Team Esbjerg at få sæsonens første point i den europæiske turnering. Lørdag kan de næste komme, når holdet tager til Ungarn for at møde DVSC Schaeffler, og netop weekendens modstander er et bevis på, at europæiske udebaner er en større udfordring.

Det ungarske hold er en ny udfordring for Team Esbjerg. DVSC Schaeffler er dog ikke nye i Champions League, da de deltog i forrige sæson, hvor de var tæt på at komme i kvartfinalen, men måtte se sig besejret af Vipers Kristiansand.

Men holdet har kvalitet, og det skal Team Esbjerg være opmærksom på, slår cheftræner Tomas Axnér fast.

– De er nummer tre i Ungarn efter Györ og FTC, så det er et godt hold. De har nogle landsholdsspillere fra blandt andet Sverige og Ungarn, så selvom de har fået en svær start på turneringen, skal vi have respekt for dem, siger han til klubbens hjemmeside.

Svenskeren peger her på, at de har tabt to kampe til Gloria Bistrita og Dortmund. Især nederlaget til de tyske vicemestre på udebane viste noget, som Team Esbjergs cheftræner studsede over.

– Lige meget hvem man spiller mod i denne turnering, er der forskel på hjemme- og udebane. Der vil komme tryk på til dette opgør fra mange fans på os, siger Tomas Axnér, der har kigget på, hvad der skal til for at stoppe DVSC Schaeffler.

– De har et godt kontraspil, som vi skal have stoppet. Vi har også nogle aftaler i forsvarspillet, som bliver meget vigtige.

Med sejren over Skanderborg i ryggen, hvor det nærmere var spillet, som var vigtigere end sejrens størrelse, tager holdet til Ungarn med selvtillid og med en viden om, at når alt spiller, er der ikke mange, som kan stoppe dem.

Derfor håber cheftræneren også, at holdet ville kunne fortsætte det fornemme spil denne lørdag.

– Når vi rammer tingene i begge ender, så har vi et enormt højt niveau. Der er forskel på den hjemlige liga og Champions League, men når vi har alle spillere til rådighed, kan vi også træne på et højt niveau, og vi kan flytte rundt på nogle opstillinger. Nu håber vi på, at vi kan ramme samme høje stabilitet i kampen i Europa.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women runde 4 mod DVSC Schaeffler lørdag den 4. oktober kl. 16.00 i Hódos Imre Rendezvénycsarnok:

Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Sarah Dekker og Mia Emmenegger
Streg: Kathrine Heindahl, Olivia Löfqvist og Tabea Schmid
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Helene Kindberg, Nina Koppang, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder