Odense-træner glæder sig: Vildt fedt med et topopgør
Med tre ubesejrede kampe i bagagen kan en sejr sende fynboerne op på førstepladsen i gruppe B.
Cheftræner Jakob Vestergaard glæder sig til duellen og understreger, at holdet står godt rustet efter en hård indledning på sæsonen.
"Det er vildt fedt, at vi skal spille det her topopgør. Vi har haft en hård start, men samtidig er vi tilfredse med den måde, vi er sluppet igennem det på. At vi nu står her i dag og stadig ikke har tabt en eneste kamp, det er vi tilfredse med," siger han til klubbens hjemmeside.
Brest stiller med et hold fyldt med profiler, men Vestergaard understreger, at det handler om helheden for Odense.
"Jeg forventer en hård og vanvittig fed kamp – også set fra lægterne – da det er to af de bedst spillende mandskaber lige nu, som tørner sammen. Jeg kan nævne samtlige spillere fra Brest, og så snakker vi verdensstjerner. For os gælder det om at være klar fra startfløjt hele vejen rundt, både offensivt og især defensivt," siger han.
Odense har i de første kampe vist, at hurtighed kan blive et våben, og træneren håber på, at den linje fortsætter søndag.
"Du har hørt mig sige en del gange, at vi skal have fart i spillet, og det vil du fortsat høre mig sige, da vi i de her europæiske kampe er et af de hold, der kan spille hurtigst. Så kommer vi til at dække godt op, kommer vi også til at løbe meget, og det er der mange hold i den her turnering, som slår sig på."
Vestergaard slår dog fast, at mod Brest kræver det mere end bare fart – det kræver en helstøbt præstation, hvis Odense skal fastholde sin ubesejrede status.