Mathias Gidsel: Vigtigt at vise, at jeg også er klar
I München spillede Nikolaj Jacobsens tropper deres sidste kamp i det indledende gruppespil, da de i en ren puljefinale tørnede sammen med Portugal.
Her viste danskerne klassen, især i de sidste 30 minutter, og i en kamp, hvor specielt Niklas Landin og Mathias Gidsel storspillede.
Mathias Gidsel bragede 11 bolde i netmaskerne i Danmarks overbevisende sejr på 37-27.
Se kampen i tal herunder:
Danmark: Mathias Gidsel 11, Simon Pytlick 7, Mikkel Hansen 5, Lukas Jørgensen 3, Emil Jakobsen 3, Hans Lindberg 3, Magnus Landin 2, Rasmus Lauge 1, Magnus Saugstrup 1, Niclas Kirkeløkke 1.
Portugal: Martim Costa 9, Francisco Costa 5, Pedro Portela 4, Migeul Martins 3, Luis Frade 2, Fabio Silva 1, Salvador Salvador 1, Goncalo Vieira 1, Gilberto Duarte 1.
”Det har ikke kørt, som jeg måske lige havde håbet og som det plejer til at starte med i slutrunden, så rent personligt var det vigtigt for mig lige at vise, ikke bare overfor Nikolaj og mine holdkammerater, men også overfor mig selv, at jeg også er klar til den her slutrunde”, sagde Mathias Gidsel til TV 2 Sport efter kampen.
Holland bliver Mathias Gidsel og co.’s næste opgave, når de to nationer støder sammen onsdag aften i første opgør i mellemrunden.