Molde-profil: Helle Thomsens kontraktforlængelse er helt perfekt
Til trods for at Molde tabte til Gjerpen lørdag, glædede profilen Anniken Obaidli sig over, at klubben samtidig kunne offentliggøre kontraktforlængelsen med Helle Thomsen.
Molde HK har fået en træg start på sæsonen, og lørdag blev det heller ikke til nogen sportslig opløftning, da det storsatsende hold tabte til Melanie Baks Gjerpen IF på hjemmebane. En kamp, som Molde nok egentlig burde have haft ressourcerne til at vinde, men alligevel tabte 21-26.
Dog var det ikke lutter dårlig stemning efter nederlaget. Efter nogle måneders spekulationer kunne Molde endelig offentliggøre, at man har forlænget kontrakten med klubbens danske træner, Helle Thomsen, til 2020. Og det var en nyhed, som efter kampen især glædede en af Moldes spillere:
"Det er så godt for klubben og helt perfekt for mig. Hun er god til at tage ansvar for alle, både individiuelt og som gruppe. Hun har en plan for alle, ikke mindst mig. Helle har haft mange træninger alene med mig her i hallen. Vi har lavet øvelser med knæet og trænet på de forskellige situationer, som opstår i kampen. Jeg er sikker på, at hun kommer til at gøre det fantastisk med det her hold de næste par år," udtalte Molde-profilen Anniken Obaidli til Aftenposten.
Obaidli gjorde i Gjerpen-kampen comeback efter at have været ude i over et år med en slem knæskade. Det var et comeback, som overraskede både fans og holdkammerater, da planen egentlig var, at den mellemste Obaidli-søster først skulle på banen igen efter julepausen.
"Det var aftalt med Helle på forhånd, men vi fortalte det ikke til nogen for at undgå, at jeg skulle blive presset (...) De andre piger var i chok ude på banen og på bænken sad de med tårer i øjnene. Det var stærkt," sagde Obaidli til Aftenposten efter kampen.
Anniken Obaidli nåede desuden at komme på måltavlen mod Gjerpen. Det 23-årige stortalent scorede 1 mål og tilkæmpede sig ydermere et straffekast i sin comeback-kamp.
[caption id="attachment_38144" align="aligncenter" width="1000"] Helle Thomsen. Tidligere FC Midtjylland . (Allan Jensen/EVENTMEDIA).[/caption]