Møller efter pointtab: Føler mig virkelig elendig
Inden kampen var der ellers god stemning, da klubben kunne offentliggøre, at Simon Pytlick har forlænget sin kontrakt frem til 2030 – en klar melding til rivalerne om, at den danske verdensmester tror på projektet i det nordtyske.
– Jeg tror på projektet her i Flensburg. Vi har en god trup, og jeg vil gerne bidrage til, at SG får succes i de kommende år. Jeg føler mig rigtig godt tilpas her og spiller gerne for SG. Vi har fantastiske fans, og Flensburg er allerede blevet lidt som et hjem for mig, sagde Pytlick til Bild.
Men på banen blev det endnu en frustrerende aften for Flensburg, der spillede en rodet kamp præget af manglende defensiv struktur. Holdet havde svært ved at skabe overtag mod et velkæmpende Eisenach-mandskab, der kæmpede sig tilbage, selv efter at være bagud med fem mål midt i anden halvleg.
Med få sekunder igen lignede det en smal hjemmesejr, men så dukkede Eisenachs kaptajn Peter Walz op og scorede til 39-39 i sidste sekund.
– Jeg føler mig virkelig elendig. 39 mål er godt, men defensivt fik vi ikke stoppet noget, og til sidst var der kun kaos, sagde Lasse Møller.