TMS Ringsted glipper slutspillet i denne sæson
Efter søndagens nederlag på 31-27 ude mod GOG står det klart, at midtsjællænderne ikke kommer i top otte – for andet år i træk.
Nederlaget betyder samtidig, at TMS fortsat er uden en eneste sejr på udebane i denne sæson – en afgørende faktor, der har kostet dyrt i kampen om slutspilspladserne.
Med 20 point og to kampe tilbage i grundspillet kan TMS ikke længere hente Skjern Håndbold, der sidder på ottendepladsen med 24 point og er bedst indbyrdes mod TMS.
I stedet kan Ringsted nu rette blikket mod at sikre tiendepladsen, der vil give to point med over i kvalifikationsspillet. Her resterer opgør mod Skanderborg AGF og TTH Holstebro.
Skjern kan stadig hentes af Sønderjyske i kampen om slutspillet, men for TMS handler det nu om at sikre sig bedst muligt inden kvalifikationsspillet går i gang.