Dejan Milosavljev har taget hul på et nyt kapitel i karrieren efter skiftet fra Füchse Berlin til Industria Kielce.
Den serbiske målmand tilbragte seks sæsoner i den tyske hovedstad, hvor han blandt andet vandt European League, nåede Champions League-finalen og var med til at sikre Füchse Berlins første tyske mesterskab.
Nu glæder han sig over at være på plads i Polen sammen med sin familie.
“Jeg er glad, fordi jeg skal være i Polen med min familie, og fordi vi skal være sammen under dette nye og vigtige skridt i min karriere. Jeg tror også, at mine børn vil komme til at synes om at være her,” siger Dejan Milosavljev til echodnia.eu.
Milosavljev fremhæver især stemningen omkring Kielce som en af årsagerne til skiftet. Han sammenligner opbakningen med det, han tidligere oplevede under sin tid i Vardar Skopje.
“Kielce er en stor forandring i min karriere. Jeg tilbragte mange år i Tyskland, og nu var tiden inde til noget nyt. Jeg kunne godt lide den ild, holdet har vist de seneste år, og når jeg tidligere har spillet her, har jeg oplevet, at Kielce har fantastiske fans. Det mindede mig om noget af det, jeg oplevede i Vardar Skopje. Den slags opbakning kan hjælpe. Jeg håber på sejre både i de polske turneringer og i Champions League,” siger han.
Den serbiske landsholdsmålmand fortæller samtidig, at klubbens konkrete tilgang under forhandlingerne havde stor betydning for beslutningen.
Han er nu begyndt at lære polsk, men forventer, at der bliver god tid til at få styr på sproget.
“Jeg er først lige begyndt at lære polsk. Jeg kender nogle få grundlæggende udtryk, men min kontrakt er lang, så jeg skal nok nå at lære det. Der er nogle ligheder med serbisk og nogle forskelle, men snart kommer jeg til at tale det bedre,” siger Milosavljev.




























