Odense-fløj positivt overrasket over tilgang af ”ligaens bedste spiller”: -Mia Rej er faldet så hurtigt til
Fra den ene dag til den anden skiftede Mia Rej København Håndbold ud med Odense Håndbold. På rekordtid er ”ligaens bedste spiller” blevet en stor del af holdet både på og udenfor banen, mener fløjprofil Freja Cohrt.
Det var én af de rigtig, rigtig sjove dage på kontoret, den 28. december sidste år, da Odense Håndbold kunne offentliggøre købet af Mia Rej med øjeblikkelig virkning.
Den danske landsholdsstjerne tøvede ikke ét sekund med at tage springet fra hovedstaden til Fyn.
Lige så hurtigt den 30-årige playmaker lavede skiftet, lige så hurtigt er hun overraskende blevet en meget stor og vigtig del af holdet, mener én af holdets store spillere igennem mange sæsoner:
-Jeg er virkelig positivt overrasket over, hvor godt hun er faldet ind hos os både til træning, i kamp og på holdet. Jeg kan godt forstå, at København er trætte af at undvære hende, siger Freja Cohrt til Europamester.dk.
-Vi har jo fået en klassespiller, som har så meget at bidrage med. Hun har både egne kompetencer. Men hun kan også binde vores angreb sammen.
Læs også: Følg Odenses kontrastkamp onsdag aften mod Ajax direkte på Europamester.dk
- Hun er i mine øjne ligaens bedste spiller. Alle vil være glade for at få hende på holdet. Det er vi selvfølgelig også, siger hun med et smil.
I søndags var fynboerne en harpiksklat fra at snuppe begge point mod verdens bedste klubhold fra Györ i Champions League men måtte efter at have været foran 30-25 nøjes med 32-32
Det fortæller en del om, hvor stort potentiale de orange Odense-spillere har: Med tilgangen af Mia Rej er de kun blevet endnu mere giftige.
Men Freja Cohrt har svært ved at sige, om Odense-holdet anno 2021, som det står i dag, er det stærkeste nogensinde.
-Det er svært at sige. Forstærkningen af Rej var også på bekostning af Helena Elvers skade. Jeg synes også, at vi stod megastærkt, inden Rej kom.
-De sidste fire år efter Odense-projektet startede, har vi jo kun haft en fantastisk trup hvert år. Jeg kan ikke vurdere, om vi har den stærkeste trup overhovedet lige nu.
-Jeg køber nok ikke den præmis lige nu. Men jeg tror, at vi kan blive den stærkeste trup på sigt, uddyber hun.
Med tilgangen af Mia Rej er Odense Håndbold i hvert fald ikke faldet i favoritværdighed til at vinde klubbens første DM-guld – og titel overhovedet.
-Vi går efter at vinde hver kamp. Det er heller ingen hemmelig, at vi går efter at vinde DM-guld, slutter Freja Cohrt.
Mia Rej har spillet fire ligakampe for Odense og har nettet ni gange på 17 forsøg. Inden hun kom til Odense, nåede hun at banke 96 mål ind for København i de 13 første ligakampe.
Odense brager sammen med Ajax onsdag aften. En kamp du kan følge direkte her på Europamester.dk fra klokken 19.10. Kampstart klokken 19.30.