Stor ændring på landsholdet: Det er vildt interessant
Helle Thomsen går en anden vej end sin forgænger Jesper Jensen, når hun som landstræner for kvindelandsholdet udtager sin VM-trup.
Hvor Jensen prioriterede ”psykologisk tryghed” og kun tog 16 spillere med for at undgå uro, har Thomsen besluttet at udtage 18 – også selvom to må sidde over til hver kamp.
Beslutningen vækker begejstring hos flere eksperter, blandt andre TV 2 Sports håndboldekspert Lærke Møller.
“Jeg synes, det er vildt interessant, fordi man i så lang tid har arbejdet med psykologisk tryghed og det her med, at den fortælling, der blev fortalt om kvindelandsholdet, var, at det var det, der kunne håndteres,” siger hun til TV2 Sport.
Lærke Møller peger desuden på, at Helle Thomsens tilgang giver holdet flere taktiske muligheder.
Man svækker nemlig sig selv ved ikke at kunne bruge flere brikker i sit spil i forhold til at klare en modstander.